De kinesiske tegn, der står for kempo eller kenpo, udtales som Chuan (næve) Fa (vej eller metode). Japanerne, som bruger de kinesiske tegn, oversætter tegnene som Ken (sværd eller næve) og Ho (metode). Tegnene skrives fonetisk som kenpo og udtales som kempo. Det er derfor ikke overraskende, at skrivemåden kempo ved siden af den officielle skrivemåde kenpo også er blevet almindelig.
Nævens vej står for en kampkunst, hvor både hænder og fødder bruges, og som har sin oprindelse i Kina. Klostrene Shaolin og Wu Dan nævnes ofte som stederne, hvor kampkunsten gennemgik sin største udvikling. For århundreder siden spredte kendskabet til denne kampkunst sig til de omkringliggende områder, såsom øen Okinawa (Japan) og Indonesien. I disse lande blev kampkunsten videreudviklet og blandet med indfødte kampkunster, såsom Pencak Silat i Indonesien, hvor kinesisk kampkunst betegnes med navnet Kuntao.
Introduktionen af kempo i Nederlandene
Efter Indonesiens uafhængighed i 1949 vendte mange indonesiske nederlændere tilbage til Nederlandene og bragte deres viden om indonesisk Kuntao (Kun Tau) med sig. En håndfuld stormestre introducerede indonesisk kuntao i Nederlandene. Under ledelse af stormestrene Faulhaber og Meijers blev kunsten kendt i Nederlandene under navnet Shaolin Kempo, som henviser til denne kampkunsts fjerne oprindelse. Efter introduktionen i Nederlandene blev Shaolin Kempo delvist blandet med andre østlige kampkunster, såsom karate og judo. Mange skoler anvender japanske betegnelser for teknikker.
En anden vej, hvorigennem kempo blev introduceret i Nederlandene, går via Japan. Denne form for kempo kaldes Okinawa Kempo. I 1950'erne blev kempo også introduceret i USA via Hawaii og videreudviklet af Ed Parker til en helt særlig form kaldet Kenpo Karate.
kempobetegnelser
Det karakteristiske ved alle kempostilarter og -retninger er, at kempokaen bruger både hænder, arme, ben og fødder til at afværge angreb. Ofte følger et modangreb direkte efter et forsvar, hvor slag, stød, spark, låse og kast er mulige. Teknikkerne sættes i gang fra hele kroppen og er ikke begrænset til en bevægelse med en arm eller et ben. Kampen begynder ofte på lang til mellemlang afstand (ben- eller armlængde), men kan udvikle sig til kamp på kort afstand (greb og låse), fortsætte med et kast eller en fejning og til sidst ende på jorden.
Angrebet afværges ikke hårdt, men undgås ved at dreje eller træde ud af angrebets bane. Ofte kan man genkende elementer fra dyrestilarter i kempo, såsom dragen, tigeren, tranen, slangen og leoparden. Både lave og høje stande indgår i en kempokas repertoire.
