Wushu, også kendt som moderne wushu, er en opvisningsform, der er afledt af Kung Fu. Sporten blev udviklet i Kina efter 1949 i et forsøg på at få en traditionel kinesisk kampsport til at blomstre. Gennem oprettelsen af IWUF (International Wushu Federation) er wushu vokset til en international sport. Hvert andet år afholdes der verdensmesterskaber. Det første verdensmesterskab blev afholdt i Beijing og blev vundet af Clark Zhang.
Moderne wushu består af to discipliner: taolu og sanda. Taolu-former ligner meget gymnastik og omfatter blandt andet mønstre og manøvrer, der gives point for. Formerne består af grundlæggende bevægelser (spark, slag, balance, spring, feje og kast), som også findes i andre kinesiske kampsportsgrene. Der findes mønstre, der skal udføres inden for en bestemt tid. Moderne wushu-udøvere øver sig i stigende grad på luftteknikker som spring på 540 og 720 grader. Sanda, nogle gange også kaldet sanshou eller Lei Tai, er en moderne kampsport og metode, der er påvirket af traditionel kinesisk boksning, kinesiske brydeteknikker som Shuai Chiao og andre kinesiske brydeteknikker som Qin Na. Sanda ligner meget kickboxing og Muay Thai, men omfatter mange flere brydeteknikker.
Wushus historie
I 1958 oprettede den kinesiske regering All-China Wushu Association. Denne fungerede som en paraplyorganisation for at skabe regler inden for martial arts-træning. Den kinesiske statskommission for fysisk kultur og sport tog initiativ til at skabe standardiserede former for de fleste kampsportsgrene. I denne periode blev et nationalt wushu-system introduceret, som blandt andet indeholdt standardformer, lærestof og dangrader. Wushu blev introduceret både på universiteter og gymnasier. I 1979 blev der oprettet en særlig arbejdsgruppe for at fremme wushu. I dag dyrkes mange wushu-stilarter i Kina, både traditionelle og moderne, og alle bliver promoveret af den kinesiske regering.
Mønstre
Inden for wushu findes der en række mønstre, som dyrkes. Disse er opdelt i tre kategorier: ubevæbnede, korte våben og lange våben. Under ubevæbnede hører Changquan, Nanquan og Taijiquan, under korte våben hører Dao, Jian, Taijijian og Nandao, og under lange våben hører Gun, Qiang og Nangun. Størstedelen af disse mønstre blev fastlagt i 1958.
Disse mønstre udføres i obligatoriske eller individuelle rutiner under konkurrencer. Obligatoriske rutiner er udviklet til udøveren, og alle udøvere skal gennemføre den samme rutine. Individuelle rutiner udvikles af en udøver med hjælp fra træneren. Som supplement til individuelle rutiner udføres nogle gange også duale og gruppe-mønstre. Det duale mønster, kaldet duilian, er et mønster, hvor der foregår en form for sparren, med eller uden våben. Det duale mønster er spektakulært, og handlingerne er smukt synkroniserede. Gruppemønstret, kendt som jiti, er endnu mere spektakulært, hvor mange udøvere synkront udfører forskellige handlinger. Ofte spilles der også musik for at få det hele til at gå bedre i takt.
Andre rutiner
Størstedelen af rutinerne i sporten er nye, moderne sammensætninger af de traditionelle rutiner. Ikke desto mindre indeholder rutinerne, der er afledt af traditionelle stilarter, mange nye elementer. I dag dyrkes følgende rutiner generelt:
- Baguazhang – Eight-Trigrams Palm
- Bajiquan – Eight Extremes Fist/Boxing
- Chaquan – Cha Fist/Boxing
- Chuojiao – Poking Feet
- Ditangquan – Ground-Prone Fist/Boxing
- Fanziquan – Overturning Fist/Boxing
- Houquan – Monkey Fist/Boxing
- Huaquan – Hua Fist/Boxing
- Paochui – Cannon Punch
- Piguaquan – Chop-Hitch Fist/Boxing
- Shequan – Snake Fist/Boxing
- Tantui – Spring Leg
- Tanglanghushi – Praying Mantis and Tiger Style
- Tanglanquan – Praying Mantis Fist/Boxing
- Tongbeiquan – Through-the-Back Fist/Boxing
- Wing Chun (Yongchunquan) – Eternal Spring
- Xingyiquan – Shape-Intent Fist/Boxing
- Yingzhaoquan – Eagle Claw Fist/Boxing
- Zuiquan – Drunken Fist/Boxing
