Oprindelse: Samuraiernes ubevæbnede kamp
Jiu-Jitsu udviklede sig i det feudale Japan som samuraiklassens ubevæbnede kampsystem. På en slagmark, hvor en kriger kunne miste sit sværd eller spyd, havde han brug for et effektivt system til at kæmpe mod pansrede modstandere på tæt hold. Slag mod hård rustning var ineffektive – derfor lagde Jiu-Jitsu vægt på kast, ledmanipulation og kvælertag for at uskadeliggøre modstanderne.
Hundredvis af særskilte skoler (ryu) opstod over hele Japan, hver med deres egne teknikker og filosofi. Blandt de vigtigste historiske skoler er Takenouchi-ryu (regnes for en af de ældste, grundlagt ca. 1532), Shindo Yoshin-ryu, Tenjin Shinyo-ryu og Kito-ryu – de to sidstnævnte var de primære inspirationskilder for Jigoro Kano, da han skabte Judo i 1882.
Meiji-æraen og Jiu-Jitsus tilbagegang i Japan
Da Japan moderniserede sig under Meiji-restaurationen (1868), blev samuraiklassen afskaffet, og traditionelle kampsporter mistede officiel anerkendelse. Jiu-Jitsu-mestre emigrerede i stort tal og spredte kunsten over hele verden. Kanos Judo optog de mest praktiske teknikker og blev den dominerende japanske brydekunst – men traditionel Jiu-Jitsu levede videre, mest markant i Brasilien.
Mitsuyo Maeda og forbindelsen til Brasilien
Mitsuyo Maeda – kendt som »Greve Koma« – var Judo-mester under Kano og rejste verden rundt fra 1904 og frem, hvor han deltog i udfordringskampe i Europa, USA, Cuba og til sidst Brasilien. Maeda var pragmatiker og kombinerede traditionelle Jiu-Jitsu-teknikker fra gulvet med sin Judo, hvilket gjorde ham til en af sin tids mest alsidige brydere.
Da Maeda slog sig ned i Belém i 1914 og begyndte at undervise Gracie-familien, gav han dem nøglen til det, der skulle blive til brasiliansk Jiu-Jitsu. Gracies-familien forfinede og tilpassede hans undervisning til en ny kampkunst – men DNA'et er japansk Jiu-Jitsu hele vejen igennem.
