Karate

Okinawa-rødder: te og tōde

I Okinawa fandtes allerede en indfødt kampsportstradition, der blev kaldt te eller tī . Fra den sene middelalder opstod der intensive kontakter med Kina. Købmænd, immigranter, udsendinge og studerende bragte viden med fra Fujian og andre dele af Kina. Af denne udveksling opstod traditioner, der senere blev beskrevet under navne som tōde og Okinawa-te .

Der findes ikke én enkelt fortælling om karatens præcise oprindelse. Teorier henviser til mēkata, kinesisk kampsport via Kume samt handels- og tributmissioner og udviklingen inden for den rykyuanske samurai- og embedsmandsklasse. Forskere nuancerer betydningen af de historiske regler om våben.

Regionale traditioner og vigtige mestre

Den tidlige historie opsummeres ofte i Shuri-te, Naha-te og Tomari-te. Shuri-te og Tomari-te ligger til grund for mange Shōrin-ryū- og Shotokan-traditioner, mens Naha-te blev en vigtig kilde til Gōjū-ryū. Kanga Sakugawa, Matsumura Sōkon, Kanryō Higaonna, Chōjun Miyagi og Kanbun Uechi repræsenterer forskellige led i denne udvikling.

Ankō Itosu hjalp med at introducere karate i 1905 det okinawanske uddannelsessystem og udviklede Pinan-kataer til begyndere. Hans elever udgjorde senere en stor del af den moderne karates historie.

Navnet karate-dō og moderniseringen i Japan

Skrifttegnet ændrede sig fra 唐手, »Tang-hånd«, til 空手, »tom hånd«. Endelsen dō betyder »vej« eller »sti« og understreger, at karate ikke kun handler om kampteknik, men også om dannelse og selvindsigt.

Gichin Funakoshi præsenterede karate i 1922 i Tokyo. Hans undervisning blev senere forbundet med Shotokan. Motobu Chōki fremhævede praktisk anvendelse og kumite. Også Kenwa Mabuni, Chōjun Miyagi, Hironori Ōtsuka og Kanbun Uechi bragte okinawanske traditioner til Japan.

Uniformer, farvede bælter og kyū-dan-rangsystemet blev overtaget fra den bredere budō-kultur. I begyndelsen var fokus i høj grad på kata; senere udviklede lærere forskellige former for forberedt og fri kumite.

Filosofi og stilarter

Funakoshi fremhævede ydmyghed, høflighed og selvbeherskelse. Princippet »karate ni sente nashi«, ofte oversat som »der findes ikke noget første angreb i karate«, sammenfatter denne defensive holdning. De fire japanske hovedstrømninger, der nævnes i mange internationale konkurrencesammenhænge, er Gōjū-ryū, Shitō-ryū, Shōtōkan og Wadō-ryū. Derudover findes blandt andre Shōrin-ryū, Uechi-ryū, Isshin-ryū, Motobu-ryū og Kyokushin.

Okinawa og karatens dannelse

Grundlaget for karate blev dannet på Okinawa gennem samspillet mellem te, Okinawa-te og kinesisk kampkunst. Mange detaljer bygger på senere overleveringer, og kilderne er ikke alle entydige.

Undervisning og systematisering i Japan

Fra 1905 blev karate undervist på skoler i Okinawa. I 1922 bragte Funakoshi kunsten til Tokyo. Universiteter, dōjōer og japanske budōorganisationer spillede derefter en stor rolle i udbredelsen.

Kumite, konkurrencer og full-contact

De okinawanske træningsformer omfattede allerede partnerøvelser og kontrollerede anvendelser. I Japan udviklede det sig til forberedt kumite, fri sparring og formelle konkurrencer. WKF-kumite arbejder med kontrolleret kontakt og pointgivning, mens Kyokushin og andre full-contact-organisationer anvender deres egne knockdown-regler.

Global udbredelse

Efter Anden Verdenskrig spredte karate sig via japanske lærere, universiteter, militære kontakter og lokale pionerer til alle kontinenter. Fra 1965 bidrog JKA-instruktører som Taiji Kase, Keinosuke Enoeda, Hirokazu Kanazawa og Hiroshi Shirai stærkt til udbredelsen i Europa.

Moderne sport

Karate var på programmet ved Tokyo 2020 og havde tidligere været med ved Ungdoms-OL i 2018. Det var ikke en del af Paris 2024. Den internationale udvikling fortsætter gennem verdensmesterskaber, kontinentale mesterskaber og professionelle kredsløb.

Etymologi og navneudvikling

Den ældste betegnelse te betyder »hånd« på okinawansk. Tōde blev forbundet med »Tang-hånd« og henviste til kinesisk indflydelse. I det tyvende århundrede blev 空手 den gængse skrivemåde for »tom hånd«. Med karate-dō blev idéen om en livsvej og karakterdannelse desuden fremhævet.

Kata og kinesiske forbindelser

Nogle Gōjū-ryū-kata har navne, der forbindes med tal: Suparinpei med 108, Gojūshiho med 54, Sanseru med 36 og Seipai med 18. Forklaringerne herpå varierer. En direkte forbindelse til zenbuddhisme er omstridt og bør præsenteres som en fortolkning, ikke som et fastslået faktum.

Stilarter og karakter

Shotokan arbejder ofte med lange stande og kraftfulde, lineære teknikker. Gōjū-ryū kombinerer hårde og bløde metoder, åndedræt og cirkulære bevægelser. Shitō-ryū har et bredt katarepertoire. Wadō-ryū lægger vægt på undvigelser og tai sabaki. Uechi-ryū bevarer stærke kinesiske indflydelser. Kyokushin er kendt for full-contact og knockdown.

Kata som stilartshukommelse

Kata viderebringer historisk information, men navne, rækkefølge og udførelse varierer fra stilart til stilart. Pinan eller Heian, Naihanchi eller Tekki, Kusanku eller Kankū, Seisan, Sanchin, Seipai og Suparinpei kan derfor antage en anden form i forskellige traditioner.

Rang, gradueringer og konkurrenc organisationer

Den kyū-gradsystem går fra elevgrader til dan-grader. Prøver kan indeholde kihon, kata, bunkai, selvforsvar, tameshiwari og kumite. Kravene varierer efter stilart, skole og organisation.

WKF organiserer internationale kata- og kumitekonkurrencer. WUKF tilbyder en international sammenslutning, hvor flere stilarter og forbund kan deltage. Full-contact-organisationer som Kyokushin bruger egne regler for knockdown og impact. biedt een internationaal verband waarin meerdere stijlen en federaties kunnen deelnemen. Full-contactorganisaties zoals Kyokushin gebruiken eigen regels voor knockdown en impact.

Filosofi og dōjō kun

Kernen i karate-dō ligger ikke kun i at vinde, men i disciplin, ydmyghed, mod, respekt og selvbeherskelse. Dōjō kun omsætter disse værdier til retningslinjer for træningen og hverdagen.

Funakoshi forbandt karate med et klart sind, åbenhed over for kritik og tilbageholdenhed uden for træningssalen. Udøveren lærer at udvikle styrke uden at bruge den unødvendigt.