Karate

Karate er en japansk slag- og sparkekampsport, der blev udviklet i Ryukyu-kongeriget (det nuværende Okinawa) og systematiseret på det japanske fastland i begyndelsen af det 20. århundrede. Karate er kendetegnet ved lineære slag, kraftfulde spark, teknikker med åben hånd og faste stillinger og omfatter dusinvis af forskellige stilarter – hver med sit eget fokus, sin egen filosofi og sit eget konkurrenceformat. Fra Shotokans elegante kataer til Kyokushins brutale fuldkontaktkamp har karate formet kampsport verden over og fik sin olympiske debut ved Tokyo 2020.

Okinawanske rødder

Karates oprindelse ligger på Okinawa, hvor oprindelige kampkunster (Te – »hånd«) gennem århundreder blev blandet med kinesisk kampkunst (især kung fu-stilen Fujian White Crane), som blev bragt dertil af handelsfolk og immigranter. Under den japanske besættelse fik okinawanerne forbud mod at bære våben, hvilket satte yderligere gang i udviklingen af systemer til kamp med de bare hænder. Tre regionale hovedtraditioner opstod: Shuri-te, Naha-te og Tomari-te – forfædrene til alle moderne karatestilarter.

Gichin Funakoshi og introduktionen på det japanske fastland

Gichin Funakoshi (1868-1957) betragtes universelt som den moderne karates fader. Som okinawansk skolelærer og kampkunstner introducerede han karate på det japanske fastland i 1922 med en banebrydende opvisning ved den første nationale idrætsudstilling i Tokyo. Han grundlagde Shotokan-stilen og etablerede Japan Karate Association (JKA), hvilket forvandlede karate fra en regional okinawansk tradition til en national japansk kampkunst. Hans princip »Karate ni sente nashi« – »Der findes ikke noget første angreb i karate« – definerer kunstens defensive filosofi.

De vigtigste stilarter

Shotokan: Grundlagt af Gichin Funakoshi. Den mest udbredte karatestil i verden. Kendetegnet ved lange, dybe stande, kraftfulde lineære teknikker og stor vægt på Kata (former). Administreres af Japan Karate Association (JKA). Anvendes som grundstil i WKF's olympiske konkurrencer.

Kyokushin: Grundlagt af Mas Oyama i 1964. Den mest brutale og fysisk krævende karatestil – fuldkontaktkamp uden polstring, ingen slag mod ansigtet, men spark med fuld kraft og slag mod kroppen er tilladt. Har fostret nogle af kampsportens hårdeste kæmpere, herunder Andy Hug, Francisco Filho og Semmy Schilt. Grundlaget for mange kickboxing- og K-1-karrierer.

Goju-ryu: En af de oprindelige okinawanske stilarter, udviklet af Chojun Miyagi. Afbalancerer hårde (go) og bløde (ju) teknikker – cirkulære blokeringer, slag på tæt hold og åndedrætsøvelser. En af de fire stilarter, der er anerkendt af World Karate Federation.

Shito-ryu: Grundlagt af Kenwa Mabuni og kombinerer elementer fra Shuri-te og Naha-te. Kendt for sit omfattende Kata-pensum – over 50 former. Står stærkt i Japan og er populær inden for konkurrencekarate.

Wado-ryu: Grundlagt af Hironori Otsuka og kombinerer Shotokan-karate med principper fra Jiu-Jitsu. Lægger vægt på undvigelser og kropsforskydning (tai sabaki) frem for direkte blokeringer. En af de fire WKF-anerkendte stilarter.

Shorin-ryu: En af de ældste okinawanske stilarter, en direkte efterkommer af Shuri-te. Hurtigt og let fodarbejde samt naturlige stillinger. Der findes flere underlinjer på tværs af Okinawa.

Uechi-ryu: Okinawansk stil med dybe kinesiske rødder, især Pangai-noon-kungfu. Kendt for cirkulære teknikker, slag med åben hånd og hårdførende konditionsøvelser.

Ashihara og Enshin: Udspringere af Kyokushin, der lægger vægt på sabaki (cirkulær bevægelse) for at aflede angribere og kontraslå fra vinkler. Populære inden for fuldkontaktskonkurrencer.

Karate og kampsport

Kyokushin-karate er den direkte forfader til K-1 og moderne kickboxing – dets fuldkontaktformat og turneringsstruktur inspirerede direkte K-1 Grand Prix. Mange af K-1's største mestre – Andy Hug, Francisco Filho og Semmy Schilt – havde dybe Kyokushin-rødder. Inden for MMA bragte Lyoto Machida traditionel Shotokan-karate til UFC, hvor han vandt titlen i letsværvægt med undvigende fodarbejde og eksplosive kontraslag, der forvirrede modstandere, som var trænet i konventionelle MMA-stilarter.

Træning i karate

Karate-træning er struktureret omkring tre søjler: Kihon (grundteknikker – gentagelse af individuelle teknikker), Kata (former – forudbestemte sekvenser af teknikker mod imaginære modstandere) og Kumite (sparring – anvendelse af teknikker mod en partner eller konkurrent).

Konkurrencekarate (WKF-format) bruger kontrolleret Kumite med point og let kontakt samt beskyttelsesudstyr. Kyokushin og beslægtede stilarter bruger fuld kraft ved kropkontakt uden slag mod ansigtet. Ved kata-konkurrencer bedømmes teknisk udførelse, rytme, kraft og kampånd.

Bæltesystemet går fra hvidt over gult, orange, grønt, blåt og brunt til sort (dan-grader) med mindre variationer afhængigt af stilart og organisation. Traditionel karatetræning udvikler eksplosiv kraft, præcis timing, afstandsbedømmelse og mental disciplin.

Guide til karateudstyr

Karategi: Lettere og mere sprød end en judogi, designet til skarpe teknikker og hurtige bevægelser. Fås i let (Kata-konkurrence), mellem og kraftig (Kumite-træning) kvalitet. Hvid er standard; stilsspecifikke mærker identificerer skolen eller forbundet.

Kumite-handsker: Lette handsker med åbne fingre til sparring med point efter WKF-stil. Beskytter hænderne og reducerer stødet under kontrolleret kontakt. Røde eller blå til konkurrencer.

Fodbeskyttere: Skumindlægsbeskyttere til WKF Kumite-konkurrencer. Beskytter foden ved spark, samtidig med at de giver fuld føling og bevægelsesfrihed.

Skinnebensbeskyttere: Bruges til fuldkontakt- og Kyokushin-træning. Med hård skal eller af skum afhængigt af kontaktniveauet.

Brystbeskytter (mænd/kvinder): Påkrævet i WKF-konkurrencer for kvindelige deltagere og i juniordivisioner. Bruges også til fuldkontakttræning.

Tandbeskytter og suspensorium: Uundværligt til enhver form for sparring. Ikke-til-forhandling-sikkerhedsudstyr uanset stil.