Sumo

Sumo

Stats

Grundlagt
712
Organisation
Japans Sumo Association

Sumo er Japans nationalsport og en af verdens ældste kampsporter – en rituel kampsportstradition med rødder, der går over 1.500 år tilbage. To rikishi (brydere) står over for hinanden i en cirkulær ring (dohyo) med ét mål: at tvinge modstanderen ud af ringen eller få en hvilken som helst del af dennes krop, bortset fra fodsålerne, til at røre jorden. Sumo er enkelt i princippet, men ekstraordinært dybt i praksis, og er samtidig en sport, et shinto-ritual, en kulturel institution og et vindue ind til Japans sjæl.

Historie

Shintoens gamle rødder

Sumos oprindelse er uløseligt forbundet med shinto – Japans oprindelige spirituelle tradition. De ældste skriftlige henvisninger findes i Kojiki (712 e.Kr.) og Nihon Shoki (720 e.Kr.), hvor en mytologisk brydekamp mellem guder beskrives. Tidlig sumo blev udført som et ritual for at bede om gode høster og guddommelig gunst – en hellig handling, ikke blot en sport. Dohyoen (ringen) er stadig et helligt område den dag i dag og indvies før hver turnering ved en shinto-ceremoni.

Sumo ved kejserhoffet (Sumai no Sechie) blev formaliseret i Nara-perioden (710-794 e.Kr.) som et årligt ritual foran kejseren. Krigere fra hele Japan konkurrerede, og de stærkeste blev optaget i kejsergarden. Fra denne aristokratiske tradition udviklede sumo sig gradvist til et offentligt skue i Edo-perioden (1603-1868), hvor professionelle sumostalde (heya) blev dannet, og den årlige turneringsplan med seks turneringer tog form.

Det professionelle system

Professionel sumo fungerer gennem et strengt hierarkisk divisionssystem. Bryderne bor og træner i stalde (heya) under en mester (oyakata) og følger faste daglige rutiner og traditionelle skikke. De seks divisioner, fra lavest til højest, er: Jonokuchi, Jonidan, Sandanme, Makushita, Juryo og Makuuchi. Kun den øverste division, Makuuchi, transmitteres nationalt og internationalt.

I Makuuchi stiger rangene gennem Maegashira, Komusubi, Sekiwake, Ozeki og til sidst Yokozuna – den store mester. Rangeringen Yokozuna er unik i sportens verden: Når den først er opnået, kan den ikke fratages bryderen, men det forventes, at en Yokozuna trækker sig tilbage, hvis præstationerne ikke længere lever op til rangens værdighed. Der har kun været 73 Yokozunaer i sportens samlede historie.

Mongolsk dominans og Hakuho

Fra begyndelsen af 00'erne forvandlede mongolske brydere professionel sumo. Asashoryu, Hakuho, Harumafuji, Kakuryu og andre tilførte en atletik og konkurrencemæssig intensitet, der omformede sporten. Hakuho skiller sig især ud som den største sumobryder gennem tiderne – 45 turneringsmesterskaber, rekorder, der måske aldrig bliver slået, og en dominans, der varede i næsten 20 år. Hans karriere er det definerende kapitel i moderne sumohistorie.

Træning

Livet og træningen i Sumo

Professionel Sumo-træning er anderledes end i enhver anden kampsport. Bryderne står op kl. 4-5 om morgenen til morgentræning (keiko), som begynder med det samme uden morgenmad – træning på tom mave er tradition. Keiko består af shiko (stampen med benene for at opbygge styrke i hofterne), teppo (slag mod en træstolpe for at udvikle skubbestyrke), butsukari-geiko (øvelse i at storme frem) og livekampe kaldet moshi-ai.

Efter træningen spiser bryderne chankonabe – en proteinrig gryderet, der er Sumos traditionelle måltid – og sover for at tage på i vægt. Kombinationen af ekstrem træning og strategisk vægtøgning skaber den karakteristiske fysik hos en Sumo-bryder: massiv og kraftfuld, men samtidig atletisk i stand til eksplosive bevægelser.

De 82 anerkendte winning-teknikker (kimarite) spænder fra simple skub ud af ringen (oshidashi) og kast (uwatenage) til sjældne teknikker som ipponzeoi (skulderkast med én arm), der kun er blevet set en håndfuld gange pr. generation. At mestre det grundlæggende arsenal af skub, træk og kast, samtidig med at man aflæser en modstanders reaktioner på brøkdele af et sekund, er et livslangt arbejde.