Sumo

Hvad er sumo?

Sumo (相撲, sumō) er en japansk fuldkontakt-kampsport. To rikishi forsøger at få hinanden ud af den runde dohyō eller få modstanderen til at røre jorden med en anden kropsdel end fodsålerne. Det sker blandt andet ved at skubbe, trække, kaste, bringe modstanderen ud af balance og gribe fat i mawashi'en.

Sumo er samtidig en sport, en professionel institution og en tradition, hvor shinto-ritualer spiller en synlig rolle. Den moderne professionelle variant, ōzumō, eksisterer side om side med amatør-sumo og historiske eller rekreative former.

Tidlig historie og religiøse traditioner

Japanske oprindelsesfortællinger forbinder brydning med guder og med ritualer for en god høst. Kojiki (712) og Nihon Shoki (720) indeholder tidlige skriftlige henvisninger, herunder mytiske kampe mellem kami. Disse fortællinger er vigtige kilder til sumos kulturelle betydning, men udgør ikke en direkte beretning om den moderne sports oprindelsesdato.

En historisk beskrevet kamp ved det kejserlige hof dateres til 642. I Nara- og Heian-perioden udviklede sumai no sechie sig til en hofceremoni. Senere bevægede sumo sig gradvist fra hofritual til militær træning, folkelig underholdning og organiseret professionel sport.

Middelalderen og Edo-perioden

I Kamakura- og Muromachi-perioden blev sumo også knyttet til samuraier, militær træning og støtte fra daimyōer. I det 16. århundrede organiserede Oda Nobunaga store turneringer; sådanne arrangementer bidrog til udviklingen af en afgrænset rund arena.

I Edo-perioden blev mange skikke fra moderne professionel sumo genkendelige, herunder heya, gyōji, mawashi, dohyō-iri og organiserede turneringer. Kendte historiske navne omfatter blandt andre Raiden Tameemon og Tanikaze Kajinosuke.

Fra Meiji til i dag

Efter Meiji-restaurationen i 1868 mistede sumo i begyndelsen status, fordi de feudale sponsorer forsvandt, og vestlig kultur blev betragtet som et moderne ideal. En kejserlig turnering i 1884 bidrog til at genoprette offentlighedens anerkendelse. I det 20. århundrede blev den professionelle organisation, turneringsplanen og rangstrukturen yderligere standardiseret.

Ritualer og religiøs kontekst

Før og under en professionel turnering er ritualer synlige, såsom dohyō-iri, at strø salt og at drikke chikara-mizu. Disse handlinger forbindes ofte med renselse, respekt og dohyōens shintoistiske kontekst.

Sumos religiøse betydning er historisk vigtig, men den moderne sport er ikke udelukkende en religiøs ceremoni. Ritualernes præcise betydning kan variere afhængigt af kontekst, kilde og fortolkning.

Træning og teknik

Professionelle rikishi træner i en heya under ledelse af en oyakata. Træningen kan bestå af shiko, butsukari-geiko, teppo-øvelser, stående dueller og kampsimuleringer. Kombinationen af balance, benstyrke, timing, brug af hofterne og eksplosivitet er vigtigere end kropsvægt alene.

Japan Sumo Association skelner mellem 82 kimarite, de officielle vindende teknikker. Eksempler er oshidashi, hvor modstanderen skubbes ud af dohyōen, og uwatenage, et kast, hvor modstanderen trækkes rundt via ydersiden af mawashien. Den anvendte teknik bekendtgøres af gyōjien efter kampen.

Ernæring og restitution

Chankonabe, en fleksibel hotpot-ret med blandt andet bouillon, proteiner og grøntsager, er et velkendt måltid i mange heyaer. Store portioner, ris, hvile efter måltidet og træningsbelastningen kan bidrage til vægtøgning, men den præcise livsstil varierer fra stable til person.

Professionel Sumo

Ōzumō organiseres af Japan Sumo Association. Professionelle brydere bor og træner normalt i en heya. De seks divisioner, fra lavest til højest, er jonokuchi, jonidan, sandanme, makushita, jūryō og makuuchi. Brydere i jūryō og makuuchi kaldes sekitori og har flere privilegier og en anden status end de lavere rangklasser.

Inden for makuuchi går rangordenen fra maegashira via komusubi, sekiwake og ōzeki til yokozuna. En yokozuna kan ikke bare degraderes; når præstationerne eller helbredet ikke længere passer til rangen, forventes det normalt, at bryderen går på pension.

Honbasho og regler

Der afholdes traditionelt seks store honbasho om året fordelt mellem Tokyo, Osaka, Nagoya og Fukuoka. En honbasho varer femten dage. Vinderen af en division er den bryder, der har flest sejre; ved lige resultater kan der følge en omkamp. De tre sanshō-priser belønner teknik, kampånd og enestående præstationer i topdivisionen.

Forbudte handlinger omfatter blandt andet kvælning, at trække i håret, bøje fingre, sparke, stikke i øjnene og slå med knyttet næve. Gyōji udpeger vinderen med gunbai, men shimpan kan gennemgå afgørelsen i en mono-ii eller beordre en torinaoshi.

Sumo uden for Japan

Amatør-sumo dyrkes internationalt med vægtklasser og konkurrencer for mænd og kvinder. International Sumo Federation organiserer eller støtter internationale mesterskaber. Amatørformen adskiller sig på væsentlige punkter fra professionel ōzumō, blandt andet ved kvinders deltagelse, alders- og vægtklasser samt en mindre omfattende ceremoni.

Europa, Brasilien og USA har aktive amatørtraditioner. Europæiske deltagere kommer ofte fra judo, brydning eller sambo. Brasilien har udviklet en stærk infrastruktur gennem den japanske diaspora og har også en betydelig kvindesumo-scene. I Storbritannien blev der tidligt dannet nationale organisationer; den aktuelle paraplystruktur bør kontrolleres hos det relevante forbund.

Amatør-sumo og internationale regler

Internationale amatørstævner afholdes typisk med vægtklasser, alderskategorier og separate kategorier for kvinder og mænd. Inddelingen og adgangskravene kan variere fra forbund til forbund og fra mesterskab til mesterskab. Sumo er ikke en olympisk sport, selv om internationale organisationer arbejder på at opnå anerkendelse i den globale sportsverden, og disciplinen har været repræsenteret ved flere multisportsbegivenheder.

Krop og sundhed

Professionel Sumo kræver en kombination af styrke, mobilitet, teknik og kondition. En stor krop kan give en fordel, men er ikke alene afgørende for udfaldet. Undersøgelser af aktive rikishi og tidligere brydere peger på sundhedsrisici forbundet med kropsvægt, træningsbelastning, alkohol, led og overgangen til livet efter karrieren. Omfanget af disse risici varierer fra person til person og afhænger af undersøgelsen.

Karriere og hierarki

Arbejdslivet i en heya er stærkt hierarkisk. Lavere ranger har andre krav til bolig, påklædning og arbejdsopgaver end sekitori. Forfremmelse og degradering følger af præstationer under officielle honbashoer. Løn, bonusser, præmiepenge og sponsorbeløb varierer efter rang og kan ændre sig over tid.

Lær sumo

Hvis du vil lære sumo, kan du henvende dig til en amatørklub, skole, et universitet eller en specialiseret forening. Find en træner, der bruger sikre øvelser i fald, skub, træk og brydning, og som tydeligt skelner mellem amatørsumo, professionel ōzumō og rekreativ træning. Ritualerne og tøjet fra professionel sumo behøver ikke automatisk at være en del af alle lektioner.