Lethwei

Oprindelse i Myanmar

Lethwei er en del af thaing, en samlebetegnelse for traditionelle kampsporter fra Myanmar, som også omfatter bando, banshay, naban og Shan-systemer. Forskere forbinder de ældste former for thaing med Pagan- eller Baganriget fra omkring det tolvte århundrede. Afbildninger på templer og pagoder ses undertiden som tegn på en langt ældre tradition for kamp og brydning.

Historisk fandt kampe sted under festligheder, religiøse ceremonier og ved hoffer. Deltagerne kæmpede i sandgrave med hænderne omviklet med hamp eller gaze. Der var ingen faste runder eller point som i mange moderne sportsgrene: Kampen fortsatte, indtil en kæmper blev slået ud eller ikke kunne fortsætte. Vindere kunne opnå heltestatus i deres lokalsamfund.

Lethwei forbindes især med Karen-befolkningen og delstaten Kayin, men sporten dyrkes i forskellige dele af Myanmar. I den britiske koloniperiode blev traditionen undertrykt. Senere blev den organiseret på ny, blandt andet gennem Kyar Ba Nyeins indsats.

Modernisering og international vækst

Kyar Ba Nyein, som deltog i boksning ved De Olympiske Lege i 1952, hjalp med at udvikle moderne regler og træningsformer for Lethwei. Han rejste rundt i Myanmar og bragte kæmpere fra blandt andet Mon- og Karen-regionerne til større byer som Mandalay og Yangon.

Myanmar Traditional Lethwei Federation indførte i 1996 et turneringsreglement til Golden Belt Championship. I de følgende år kom internationale kampe og promoveringer i gang. World Lethwei Championship gjorde begivenhederne internationalt kendte, og den canadiske kæmper Dave Leduc blev den første ikke-burmesiske vinder af Lethwei Golden Belt.

Lethwei fik i 2019 yderligere international synlighed gennem en direkte udsendelse af WLC på UFC Fight Pass. Sporten er dog fortsat tæt knyttet til Myanmar, og regler, sikkerhedskrav og juridisk status varierer fra land til land og fra arrangør til arrangør.

Traditionelle og moderne regler

De traditionelle regler kaldes ofte yoe yar-reglerne efter Myanma yoe yar Letway, altså traditionel burmesisk boksning. Denne form er kendt for fraværet af point og vægten på en afgørende knockout eller teknisk knockout. Hvis ingen af de to kæmpere bliver slået ud, ender kampen som regel uafgjort.

I 1996 blev der tilføjet dommere til turneringer. Derfor kan en kamp, der varer hele distancen, stadig få en vinder. Dommerne kan blandt andet lægge vægt på aggression, påført skade, effektive træffere og effekten af angreb. De præcise regler og grænserne for knockdowns afhænger af organisationen.

En traditionel kamp kan tillade en særlig restitutionspause på to minutter, efter at der er opstået en knockout eller en skade. Hver kæmper kan som regel benytte denne mulighed én gang, og pausen tæller med i reglerne. Turneringsregler kan dog udelukke denne pause.

Golden Belt

Den traditionelle Lethwei Golden Belt regnes for en af de mest prestigefyldte udmærkelser i sporten. Der skelnes mellem Golden Belt som titel for en vægtklasse og en årlig turnering, der kan benytte et pointsystem. Openweight-mesteren betragtes ofte som den stærkeste kæmper i Myanmar, men det er en ærestitel inden for sporten og ikke en universel rangliste.

Teknikker og terminologi

De vigtigste teknikgrupper er hovedstød, slag, albuer, spark, knæ og fodstød. I internationale forklaringer bruges der undertiden burmesiske betegnelser og forskellige fonetiske stavemåder til disse. Stavemåderne udgør ikke én universel udtalestandard.

• Hovedstød, gowl tite - blandt andet fremadrettede, opadgående, sidelæns, clinch- og flyvende hovedstød.
• Slag, let thee - jab, cross, hook, uppercut, overhand, backfist og spinning backfist.
• Albueslag, tel daung - vandrette, opadgående, nedadgående, flyvende og roterende.
• Spark, kan - roundhouse, low kicks, side kicks, hook kicks, axe kicks og roterende spark.
• Knæ, doo - lige, sidelæns, opadgående, nedadgående, flyvende og springende knæ.
• Fodstød - push kicks til at kontrollere afstanden, stoppe angreb eller forstyrre balancen.

Mange af disse bevægelser forekommer også i andre asiatiske kampsportsgrene. Forskellen ligger ikke i én enkelt teknik, men i kombinationen af regler, taktik, træningsmetode og kulturel kontekst.

Kampregler

En kamp kan afhængigt af promotoren vare tre, fire eller fem runder. Et almindeligt format består af runder på tre minutter med to minutters pause. Titelkampe planlægges ofte over fem runder. De officielle regler fra det arrangerende forbund eller den pågældende promotion er altid gældende.

Traditionelt format

Slag, albuer, knæ, spark, hovedstød, clinch, sweeps og takedowns er tilladt, i det omfang det specifikke regelsæt bestemmer det. I et traditionelt bare-knuckle-format bærer kæmperne ikke boksehandsker, men tape og gaze. En tandbeskytter og en coquille er fortsat vigtig beskyttelse.

Et knockout opstår, når en kæmper ikke kan rejse sig eller forsvare sig inden for den foreskrevne optælling. Et teknisk knockout kan følge efter opgivelse, en alvorlig skade eller en lægelig afgørelse. Dommeren kan stoppe en kamp, når en kæmper bliver ramt hårdt eller tydeligvis ikke længere kan fortsætte forsvarligt.

Turneringsregler

I Golden Belts turneringsregelsæt blev der tilføjet dommere, og den særlige restitutionspause blev fjernet. Hvis der ikke sker et knockout, kan dommerne udpege en vinder ud fra blandt andet aggression, skadevirkning og effektive træffere. Der findes også grænser for knockdowns pr. runde og pr. kamp. Disse regler gælder ikke automatisk for enhver traditionel kamp.

Vægtklasser

Lethwei-promotorer bruger ikke alle de samme vægtklasser. Et eksempel på en udbredt inddeling går fra light flyweight til cruiserweight med øvre grænser på cirka 48 til 83 kilogram. De tilgængelige kategorier kan desuden variere for mænd og kvinder.

• Light flyweight - op til cirka 48 kg, i den angivne inddeling for kvinder.
• Flyweight til featherweight - cirka 51 til 57 kg.
• Lightweight og light welterweight - cirka 60 til 63,5 kg.
• Welterweight til middleweight - cirka 67 til 75 kg.
• Super middleweight og cruiserweight - cirka 79 til 83 kg.

Kontrollér den officielle vejning og den arrangerende parts vægtklasse før hver kamp. En vægtgrænse er ikke en universel Lethwei-standard.

Kendte lethwei-udøvere

Blandt de navne, der nævnes i forbindelse med lethweis historie og moderne udvikling, er Kyar Ba Nyein, Pyi Taw Pyan, Bala Sein, Phyu Gyi, Kyaung Thar, Moe Kyoe, Tway Ma Shaung, Tun Tun Min, Too Too, Saw Nga Man, Lone Chaw, Shwe Sai, Soe Lin Oo, Cyrus Washington og Wan Chai.

Dave Leduc blev internationalt kendt som en ikke-burmesisk mester og var med til at gøre sporten kendt uden for Myanmar. Hans titelmeritter og betydningen af et mesterskab afhænger af den pågældende organisation og det anvendte regelsæt.

Tradition og identitet

Lethwei er mere end en liste over tilladte teknikker. Sporten er knyttet til Myanmar, lokale festivaler, karenfolket og thaings historie. Stilen kan dyrkes internationalt, men denne udbredelse bør ikke ses adskilt fra de mennesker og samfund, der har båret traditionen videre.