Tai Chi

Tai Chi (Taijiquan – „den højeste ultimative næve“) er den kinesiske interne kampkunst, der er blevet verdens mest udbredte kampkunst målt på antal udøvere – anslået 250-300 millioner mennesker dyrker den på verdensplan, primært for sundhed, meditation og stressreduktion snarere end kamp. Tai Chi har rødder i taoistisk filosofi og principperne om yin og yang og bygger på langsomme, bevidste bevægelser, koordinering af åndedrættet og dyrkelse af indre energi (qi) – hvilket umiddelbart får den til at adskille sig fra alle andre kampkunster. I sin kerne er Tai Chi dog et sofistikeret kampsystem baseret på princippet om at bruge blødhed til at overvinde hårdhed og omdirigere en modstanders kraft i stedet for at gå imod den. Dens fem store familiestilarter (Chen, Yang, Wu, Wu/Hao og Sun) repræsenterer hver især forskellige tekniske tilgange til de samme underliggende principper.

Oprindelse – Chen-familien og Taijiquans fødsel

Tai Chis historiske oprindelse er omstridt, men den historisk bedst underbyggede forklaring tilskriver Chen-familien i landsbyen Chenjiagou i Henan-provinsen æren for at have skabt denne kunstart. Chen Wangting (1580-1660), en militærofficer under Ming-dynastiet, tilskrives æren for at have sammenfattet eksisterende kampsporter med taoistiske åndedrætsøvelser og yin-yang-filosofiens teoretiske ramme for at skabe det, der senere skulle blive til Taijiquan i Chen-stil. Chen-familien holdt kunstarten inden for landsbyen i næsten to århundreder, før en overlevering i det 19. århundrede ændrede alt.

Yang Luchan (1799-1872) var den første udefrakommende, der lærte Tai Chi i Chen-stil, angiveligt mens han arbejdede som tjener i Chen-familiens husholdning. Han begyndte senere at undervise i Beijing og skabte Yang-stilen – en blødere og mere tilgængelig version, der blev grundlaget for Tai Chis udbredelse i hele verden. Hans barnebarn Yang Chengfu standardiserede Yang-stilens lange form i det 20. århundrede, og den er stadig den mest udbredte Tai Chi-form i verden.

De fem familiestilarter

Chen-stilen er den ældste og mest udpræget kamporienterede – kendetegnet ved skiftevis langsomme og eksplosive bevægelser (fa jin), lave stande og spiralenergi. Yang-stilen er den mest udbredte på verdensplan – langsommere bevægelser med større udsving og højere stande, som er tilgængelige for ældre udøvere. Wu-stilen (Wu Jianquan) lægger vægt på små, kompakte bevægelser og fremadlænede kropsstillinger. Wu/Hao-stilen er sjælden uden for Kina med ekstremt kompakte bevægelser og fokus på indre energi. Sun-stilen integrerer fodarbejde fra Xingyiquan og Baguazhang med karakteristiske åbne og lukkede håndbevægelser.

Tai Chi som kampsport – skubbehænder og kampanvendelse

Tai Chis kampanvendelse kommer til udtryk gennem Tui Shou (skubbehænder) – en følsomhedsøvelse for to personer, der udvikler evnen til at mærke en modstanders kraft, omdirigere den og skabe åbninger til kast, låsegreb og slag. Avancerede konkurrencer i skubbehænder og den fulde kampanvendelse af Tai Chis kast, ledlåse og slag udgør et komplet kampsystem – et system, som mange udøvere aldrig udforsker fuldt ud, fordi de i stedet fokuserer på sundhedsfordelene. Den fortsatte debat om Tai Chis kampeffektivitet blev et kulturelt øjeblik i Kina i 2017, da MMA-kæmperen Xu Xiaodong besejrede Tai Chi-mesteren Wei Lei på 10 sekunder og satte gang i en national debat om interne kampsporter og deres relevans i moderne tid.

Træning i Tai Chi

Tai Chi-træning begynder typisk med soloformen – en sekvens af sammenkædede bevægelser, der udføres langsomt og kontinuerligt, og som udvikler kropsbevidsthed, balance, koordination og stilartens grundlæggende bevægelsesprincipper. Yang-stilens korte form med 24 bevægelser (standardiseret af den kinesiske regering i 1956) er det mest almindelige udgangspunkt for begyndere verden over. Mere avanceret træning omfatter de lange former (85-108 bevægelser), våbenformer (sværd, bredsværd, stav, spyd) og partnerøvelser i Push Hands.

For sundhedspraktiserende er daglig træning af soloformen den primære træning. For kampsportsudøvere tilføjes Push Hands, studier af kampanvendelse og sparring gradvist. Den interne træning i qi-dyrkelse, silkeoprulningsenergi (chan si jin i Chen-stilen) og udviklingen af integreret kraft i hele kroppen er de avancerede dimensioner, som seriøse elever forfølger i årevis eller årtier.

Tai Chi-udstyrsguide

Tai Chi-uniform: Løst, flydende tøj, der giver ubegrænset bevægelsesfrihed. Traditionelle silke- eller bomuldsuniformer i sort, hvid eller pastelfarver med lukning med kinesiske knapper er det klassiske valg. Behagelige, ikke-begrænsende bukser og en overdel er acceptable for begyndere.

Tai Chi-sko: Flade, fleksible sko med tynde såler, der giver føling med underlaget – i princippet ligesom traditionelle kinesiske kampsportssko. Den tynde sål er vigtig for at udvikle fodbevidsthed og det jordfæste, som Tai Chi lægger vægt på.

Træningsvåben: Jian (tveægget, lige sværd), dao (bredsværd/sabel), gun (stav) og qiang (spyd) til våbenformer. Træningsversioner i træ, aluminium eller fleksibelt stål (til de piskende sværdteknikker i avanceret træning).