Taekkyon

Historie og oprindelse

Navnet Taekkyon optræder i en skriftlig kilde fra kong Jeongjos regeringstid, hvor han regerede over Joseon fra 1776 til 1800. Jaemulbo, også kaldet Manmulbo, forbandt en ældre beskrivelse af ubevæbnede konkurrencer med datidens Taekkyon. Dette er en tidlig skriftlig henvisning og ikke automatisk et bevis på, at den moderne form allerede dengang var præcis den samme.

Taekkyon blev dyrket i Joseon-perioden som folkelig aktivitet, konkurrence og kampkunst. Det forekom ved landsbyfester og festivaler sammen med ssireum, koreansk brydning. Under Dano kunne konkurrencer som Gyeollyeon-Taekkyon omfatte flere runder og modstandere.

Gamle afbildninger, herunder figurer fra koreanske gravkomplekser, sættes undertiden i forbindelse med Taekkyon. Identifikationen af sådanne positurer er fortsat genstand for historisk fortolkning. Taekkyon bør derfor ikke uden videre fremstilles som direkte dokumenteret helt tilbage fra Goguryeo-kongedømmet.

Tilbagegang og japansk besættelse

Mod slutningen af Joseon-perioden faldt populariteten. Eliten så ofte ned på folkelige aktiviteter og kampaktiviteter, mens moderne militære og sportslige systemer senere fik større opmærksomhed. Under den japanske besættelse af Korea fra 1910 til 1945 blev forsamlinger og oprindelige kulturelle praksisser undertrykt. Derfor var Taekkyon næsten gået tabt.

Antropologen Stewart Culin beskrev Taekkyon for et vestligt publikum i Korean Games fra 1895. Choe Yeong-nyeon nævnte det blandt andet som en »flyvende ben-teknik« i Haedong Jukji fra 1921. Disse kilder viser, at navnet og praksissen allerede var blevet bemærket uden for Korea før den moderne genoplivning.

Bevarelse og moderne genopblomstring

Song Deok-gi

Song Deok-gi (1893-1987) var det vigtigste kendte bindeled mellem traditionen før krigen og den moderne genopblomstring. Ifølge overleveringen lærte han hos mester Im Ho og fortsatte med at træne i hemmelighed under den japanske besættelse. Hans form blev kaldt Widae efter Sajik, den højtliggende landsby, som hans tradition blev knyttet til.

Efter en opvisning i anledning af præsident Syngman Rhees fødselsdag den 26. marts 1958 blev Song igen kendt af offentligheden. Senere blev han ofte kaldt den sidste mester i Joseon-traditionen. Tilnavnet har kulturel betydning, men »den eneste overlevende mester« bør læses som en kildespecifik historisk formulering.

Shin Han-seung og modernisering

Shin Han-seung (1928-1987), elev af Song og idrætslærer, udviklede et moderne træningssystem. Det omfattede blandt andet faste former, en formel rangstruktur og en sportsorienteret organisation. Denne modernisering hjalp Taekkyon med at opnå officiel anerkendelse, men medførte også en vedvarende spænding mellem tilhængere af den ældre Widae-form og modernister.

Den 1. juni 1983 udpegede den sydkoreanske regering Taekkyon som en vigtig immateriel kulturarv. Song Deok-gi og Shin Han-seung fik senere status som levende nationale skatte. Efter deres død i 1987 blev denne personlige status trukket tilbage, mens den bredere kulturelle anerkendelse af Taekkyon bestod.

UNESCO og konkurrencesport

Den første moderne Taekkyon-konkurrence fandt ifølge historiske oversigter sted i Busan den 30. juni 1985. Begivenheden markerede Taekkyons tilbagevenden som organiseret moderne sport. I november 2011 blev Taekkyon optaget på UNESCO's repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv. Anerkendelsen fremhæver ikke kun kampteknik, men også rytme, musik, fællesskab og kulturel erindring.

Taekkyons teknikker

Baljil: spark

Taekkyon er kendt for sine mange forskellige sparketeknikker. Moderne skoler træner lave, mellemhøje og høje spark, lige sweeps med fodballen eller hælen, flydende høje cirkelspark samt bevægelser udefra og ind eller indefra og ud. Fintebevægelser, temposkift, slide-stepping og trips gør fodarbejdet svært at læse.

Sonjil: arm- og håndteknikker

Sonjil omfatter teknikker med håndfladen, knytnæven, underarmen, albuen, håndkanten, håndryggen og fingrene. Bevægelserne forbindes med Pumbalki, så hele kroppens elastiske kraft kan overføres til armene. I moderne konkurrenceformer er håndslag og hovedstød normalt ikke tilladt; bredere historiske linjer eller Yetbeop-linjer kan indeholde flere teknikker.

Taejil og Ttanjuk

Taejil henviser til kast og trips. Når en modstander er bragt ud af balance, kan udøveren bruge modstanderens egen bevægelse til et kast fremad eller bagud. Ttanjuk henviser til ledkontroller og drejeteknikker. Disse teknikker indgår ikke automatisk i en moderne konkurrenceform og bør kun trænes under kyndig vejledning.

Konkurrence-Taekkyon og Yetbeop

I moderne konkurrence-Taekkyon anvendes et begrænset udvalg af teknikker. Man kan score point ved at kaste eller feje en modstander, skubbe vedkommende ud af ringen eller ramme hovedet med et tilladt spark. Konkurrenceformen bruger typisk ikke håndslag eller stød med hovedet og forbyder bevidst at skade modstanderen.

Nogle organisationer anvender et bedst-af-tre-fald-format, hvor den første deltager med to afgørende point eller fald vinder. De præcise pointregler, ringregler og tilladte teknikker varierer fra organisation til organisation.

Yetbeop Taekkyon

Yetbeop betyder »gamle metoder«. I denne tilgang bevares flere aspekter af Taekkyon i sparren og træningen. Ifølge den angivne beskrivelse kan man blandt andet træne slag, teknikker med åben hånd, albuer, knæ, spark, kast og clincharbejde. Ledlåse er dog undtaget i den beskrevne sparringform.

Yetbeop er altså ikke det samme som det begrænsede sportsreglement. En teknik, der studeres inden for en historisk eller selvforsvarsorienteret tradition, er ikke automatisk tilladt i en moderne konkurrence.

Taekkyon og Taekwondo

Taekkyon omtales i populære forklaringer nogle gange som en gammel version af eller direkte forløber for Taekwondo. Det billede er for enkelt. Efter Koreakrigen blev Taekwondo Koreas nationale kampsport og blev formet af flere påvirkninger, herunder japansk karate, kinesisk kampkunst og koreanske traditioner.

Taekkyon kan have påvirket Taekwondos navngivning, fremstilling og nogle af dets sparkefokuserede idéer, men de to discipliner har et tydeligt forskelligt bevægelsespræg. Taekkyon er rytmisk, fjedrende og stærkt fokuseret på at bryde balancen, feje benene væk og kaste. Taekwondo bruger et mere retlinet og sportsligt standardiseret teknisk sprog.

Flere Taekkyon-organisationer afviser en direkte afstamningslinje. Den mest præcise formulering er derfor: Taekkyon og Taekwondo er beslægtede koreanske discipliner med visse berøringspunkter, men ikke den samme sport og ikke blot et ældre og et yngre stadium på én linje.

Ranglister og beklædning efter organisation

Taekkyon havde i lang tid ikke et formelt, universelt ranglistesystem. Fra 1970'erne indførte nogle organisationer gradueringer for at strukturere træning og moderne sport.

• Korea Taekkyon Association - bruger Pum til begynderniveauer og Dan til højere grader efter et system fra 8. Pum til 1. Pum og derefter 1. til 9. Dan.
• Korea Traditional Taekkyon Association - bruger Jjerae eller Dong som betegnelser for niveauer før og inden for Dan-systemet.
• Widae Taekkyon - bruger ifølge de foreliggende kilder ikke en formel rangliste, men lader instruktøren vurdere niveauet.

Disse systemer er organisationsspecifikke og kan ikke udveksles indbyrdes. Gouijeoksam og cheollik er traditionelle inspirationskilder til moderne beklædning, mens farve, emblem og rangdetaljer kan variere fra skole til skole.

Taekkyon uden for sin egen sport

Nogle udøvere bruger Taekkyon som grundlag for eller supplement til andre kampsporter. Ju Pyo Hong deltog i professionel MMA, og Yoo Hyun-woo brugte Taekkyon som grundlag, før han gik videre til kickboxing. Sådanne eksempler på crossover viser, at fodarbejde og balance kan overføres, men beviser ikke, at sportsgrenene teknisk set er ens.