Pencak Silat

Etymologi og regional navngivning

Silat er en samlebetegnelse for oprindelige kampkunster i Nusantara og andre sydøstasiatiske områder med historiske malajiske befolkninger. Ordet forbindes ofte med minangkabau-ordet silek. Pencak hænger sammen med det sundanesiske penca fra Vestjava.

Pencak silat blev i 1948 valgt som en samlende indonesisk betegnelse. Pencak henviste især til brug i Vest-, Central- og Østjava, mens silat var almindeligt på Sumatra, Den Malajiske Halvø og Borneo. I en klassisk forklaring fra Minangkabau er pencak den synlige trænings- og udtryksmæssige side, mens silat er den anvendte kamp- og selvforsvarsmæssige side.

Andre regionale betegnelser er silek, penca, mancak, manca, ameng, ulin, maen po, main pukulan og pukulan. Hollandske koloniale stavemåder omfattede blandt andet pentjak, pentjah, mentjak, mentjah og poekoelan. Forklaringer med udgangspunkt i sanskrit pancha eller kinesiske betegnelser for parering og slag forbliver spekulative.

Historisk udvikling

Arkæologiske og visuelle kilder viser, at øgruppen tidligt havde en rig våbenkultur. Afbildninger ved blandt andet Borobudur, Prambanan og Penataran viser sværd, skjolde, stave, buer og dolklignende våben. Fortællingen om Aji Saka og andre historier er vigtige kulturelle overleveringer, men udgør ikke direkte bevis for et præcist begyndelsespunkt for Pencak Silat.

De tidligste strukturerede minangkabau-traditioner dateres i de leverede kilder til det sjette århundrede. I kongedømmerne og handelsområderne på Sumatra og Java udviklede kampkunsterne sig yderligere. Indiske, kinesiske, islamiske og lokale påvirkninger mødtes i en øgruppe, der gennem søhandel konstant var forbundet med andre regioner.

I kolonitiden blev lokale våben og guerillataktikker brugt i modstanden mod europæisk magt. Efter Indonesiens uafhængighed fik Pencak Silat en rolle i dannelsen af den nationale identitet. IPSI blev grundlagt i 1948 som national paraplyorganisation; PERSILAT fulgte i 1980 som internationalt forbund.

Moderne sport og internationale konkurrencer

Pencak Silat har været optaget i Southeast Asian Games siden 1987 og debuterede ved Asian Games i 2018. Den vigtigste internationale turnering er PERSILATs Pencak Silat World Championship, som normalt afholdes hvert andet eller tredje år.

De vigtigste konkurrencekategorier er Tanding, Tunggal, Ganda, Regu og Solo Creative. Tanding er konkurrenceformen med to deltagere. Tunggal er en individuel form, Ganda er en duooptræden, Regu er en holdform, og Solo Creative er en individuel kreativ præsentation.

Verdensmesterskaberne begyndte i Jakarta i 1982. Senere udgaver blev blandt andet afholdt i Wien, Kuala Lumpur, Singapore, Haag, Jakarta, Hat Yai, Penang, Pahang, Chiang Rai, Phuket, Denpasar og Malakka. Haag var vært i 1990. Det nøjagtige antal deltagere og discipliner varierer fra udgave til udgave.

Uddannelse og moderne systemer

I Indonesien tilbydes og dyrkes Pencak Silat mange steder som en fritidsaktivitet og ved nationale og internationale sportsbegivenheder. Moderne systemer kan kombinere traditionel træning med sportsregler. Tarung Derajat er derimod et indonesisk hybridsystem udviklet i 1960'erne af Haji Achmad Dradjat med boksning, spark, grappling og sweeps.

Regionale stilar på Sulawesi og Molukkerne

Bugis- og Makassartraditioner fra Sulawesi er knyttet til maritime samfund, lokale animistiske overbevisninger og badikens særlige rolle. Silat Ugi bruger ifølge beskrivelserne primært hånd- og armteknikker samt begrænset lineært benarbejde. Silat Makassar omfatter blandt andet Karena Macang og den lukkede Tapu Silat. Disse navne og fortællinger beskrives kildebaseret og ikke som generelle egenskaber ved hele befolkningsgrupper.

Aceh ligger på Sumatras nordvestkyst og har indflydelse fra indiske, islamiske, Silat Melayu- og Minangkabau-traditioner. Rencong og kris er karakteristiske våben i historiske beskrivelser. Bataktraditioner kaldes afhængigt af samfundet mossak, moncak, ndikar eller dihar. Molukkerne har blandt andet cabang, pisau, galah og pedang i regionale kampkunstskontekster.

Bajau-folket på Sulawesi er et søfarende samfund. Deres Kendari-stil beskrives med krydsede stande og hurtige drejebevægelser, der passer til trange områder som både. Fiskespydet har en vigtig plads i overleveringen sammen med våben, der blev erhvervet gennem regionale kontakter.

Rituelle og regionale former

Kabasaran er en minahasa-krigsdans fra Nord-Sulawesi med rødt tøj, ni jurus og symbolske sværd eller spyd. Cakalele er en molukkisk krigsdans med simuleret kamp, spyd, lang kniv, salawaku-skjold og akkompagnement af tifa, gong og sulin. Disse former er en vigtig kulturarv, men ikke moderne konkurrencesportsgrene.

Rituel kamp og lokale kamptraditioner

Caci fra Flores er en festival- og dueltradition med pisk eller stav og et skjold. Pasola fra Vest-Sumba er en ryttertradition med stumpe spyd, der er knyttet til høsten, forfædre og afslutningen på regntiden. Sisemba fra Toraja er en massepræget sparketradition, der udføres under rishøsten. Landsbyældste opretholder ordenen.

Payuq er en dayakisk brydeform fra Østkalimantan, især knyttet til kenyah-samfund. Den beslægtede form fra Kutai kaldes bebintih. Mekare-kare, eller perang pandan, er en balinesisk rituel kamp med pandanusstokke og et skjold i Tenganan. Debus fra Banten og Vestjava er en spirituel demonstration omkring påstået usårlighed.

Historiske duelformer som sitobo lalang lipa eller sigajang laleng lipa fra buginesiske sammenhænge vises i dag kun i kulturelle rekonstruktioner. Traditionerne omkring ære, adat, siri og pesse er vigtige for konteksten, men dødbringende dueller og farlig brug af våben er ikke en nutidig sportspraksis.

Nederlands skole- og idrætskultur

Nederlandske skoler kombinerer traditionel stilart, konkurrencesport og kulturel dannelse på forskellige måder. Setia Hati, Merpati Putih, Panglipur Ratu Siliwangi og Ciung Wanara illustrerer denne variation, men repræsenterer ikke alle nederlandske stilretninger.

Tanding anvender aktuelle konkurrenceregler og beskyttelsesudstyr. Seni handler om teknik, præsentation, rytme og form, med Tunggal, Ganda, Regu og Solo Creative som kendte kategorier. Selvforsvar og åndedrætskraft afhænger af den enkelte skole og må ikke fremstilles som én ensartet nederlandsk metode.

Sikker træning

Den, der vil lære Pencak Silat, bør vælge en klub med erfarne instruktører, tydelige sikkerhedsregler og aktuelle oplysninger om konkurrence- eller træningsudstyr. Våben erstattes i en sportssammenhæng så vidt muligt af sikre træningsvarianter. Historiske traditioner med knive, stave, piske og spyd er ikke instruktioner i brug uden for dojoen.

Pencak Silat i film og populærkultur

I Indonesien findes der en silatgenre med historiske fortællinger om krigere, med rødder i mundtlige og teatralske traditioner, hikayat, romaner, tegneserier, tv og film. Saur Sepuh, Tutur Tinular og Misteri Gunung Merapi er kendte eksempler. Moderne laga-produktioner adskiller sig ved deres nutidige rammer.

Merantau (2009) satte indonesisk actionfilm og Pencak Silat på det internationale landkort. The Raid: Redemption (2011) blev en vigtig international katalysator, efterfulgt af The Raid 2: Berandal. Filmene har haft stor indflydelse på koreografien, men viser filmisk vold og ikke normal sportstræning.

Pencak Silat og indonesiske kæmpere optrådte også i John Wick: Chapter 3 - Parabellum, Star Wars: The Force Awakens, Mile 22 og Beyond Skyline. Iko Uwais, Yayan Ruhian og Cecep Arif Rahman bidrog med deres ekspertise til disse produktioner. Nogle scener kombinerer Pencak Silat med Kali, Kuntao, stuntarbejde og andre nærkampstraditioner.

Karambitten, hurtig nærkamp og brugen af albuer og knæ er genkendelige filmiske motiver, men ikke alle scener er en ren gengivelse af én indonesisk stil. Knivkampen i Captain America: The Winter Soldier beskrives også bedre som en bredere indflydelse fra nærkamp og filippinsk Kali end som ren Pencak Silat.