Pencak Silat

Hvad er Pencak Silat?

Pencak Silat er en bred familie af oprindelige kampkunstarter fra den indonesiske øgruppe og tilstødende områder med historiske malajiske befolkninger. Navnet bruges i moderne sammenhæng om en tradition, hvor slag, spark, greb, kast, låseteknikker, våben, faste former, selvforsvar, kultur og indre udvikling forenes.

Pencak Silat er ikke en ensartet stilart. Der findes hundredvis af aliran eller stilarter og perguruan eller skoler. Nogle lægger vægt på sport, andre på seni, beladiri, våben eller religiøs eller spirituel dannelse. Den regionale variation er lige så stor som selve øgruppen.

De fire aspekter

PERSILAT beskriver Pencak Silat som en sammenhæng mellem fire aspekter: mental-spirituel dannelse, kultur og kunst (seni budaya), selvforsvar (beladiri) og sport (olahraga). Ingen skole udmønter disse aspekter helt på samme måde.

• Tanding - reguleret konkurrenceform med sparring.
• Seni - faste og kreative former, solo, duo eller hold, ofte med traditionelt tøj og musik.
• Beladiri - selvforsvar og praktisk anvendelse, altid afhængigt af stilen.
• Mental-spirituel - karakterdannelse, selvbeherskelse, åndedrætstræning og i nogle traditioner religiøs eller meditativ udvikling.

Etymologi og regional navngivning

Silat er en samlebetegnelse for oprindelige kampkunster i Nusantara og andre sydøstasiatiske områder med historiske malajiske befolkninger. Ordet forbindes ofte med minangkabau-ordet silek. Pencak hænger sammen med det sundanesiske penca fra Vestjava.

Pencak silat blev i 1948 valgt som en samlende indonesisk betegnelse. Pencak henviste især til brug i Vest-, Central- og Østjava, mens silat var almindeligt på Sumatra, Den Malajiske Halvø og Borneo. I en klassisk forklaring fra Minangkabau er pencak den synlige trænings- og udtryksmæssige side, mens silat er den anvendte kamp- og selvforsvarsmæssige side.

Andre regionale betegnelser er silek, penca, mancak, manca, ameng, ulin, maen po, main pukulan og pukulan. Hollandske koloniale stavemåder omfattede blandt andet pentjak, pentjah, mentjak, mentjah og poekoelan. Forklaringer med udgangspunkt i sanskrit pancha eller kinesiske betegnelser for parering og slag forbliver spekulative.

Historisk udvikling

Arkæologiske og visuelle kilder viser, at øgruppen tidligt havde en rig våbenkultur. Afbildninger ved blandt andet Borobudur, Prambanan og Penataran viser sværd, skjolde, stave, buer og dolklignende våben. Fortællingen om Aji Saka og andre historier er vigtige kulturelle overleveringer, men udgør ikke direkte bevis for et præcist begyndelsespunkt for Pencak Silat.

De tidligste strukturerede minangkabau-traditioner dateres i de leverede kilder til det sjette århundrede. I kongedømmerne og handelsområderne på Sumatra og Java udviklede kampkunsterne sig yderligere. Indiske, kinesiske, islamiske og lokale påvirkninger mødtes i en øgruppe, der gennem søhandel konstant var forbundet med andre regioner.

I kolonitiden blev lokale våben og guerillataktikker brugt i modstanden mod europæisk magt. Efter Indonesiens uafhængighed fik Pencak Silat en rolle i dannelsen af den nationale identitet. IPSI blev grundlagt i 1948 som national paraplyorganisation; PERSILAT fulgte i 1980 som internationalt forbund.

Moderne sport og internationale konkurrencer

Pencak Silat har været optaget i Southeast Asian Games siden 1987 og debuterede ved Asian Games i 2018. Den vigtigste internationale turnering er PERSILATs Pencak Silat World Championship, som normalt afholdes hvert andet eller tredje år.

De vigtigste konkurrencekategorier er Tanding, Tunggal, Ganda, Regu og Solo Creative. Tanding er konkurrenceformen med to deltagere. Tunggal er en individuel form, Ganda er en duooptræden, Regu er en holdform, og Solo Creative er en individuel kreativ præsentation.

Verdensmesterskaberne begyndte i Jakarta i 1982. Senere udgaver blev blandt andet afholdt i Wien, Kuala Lumpur, Singapore, Haag, Jakarta, Hat Yai, Penang, Pahang, Chiang Rai, Phuket, Denpasar og Malakka. Haag var vært i 1990. Det nøjagtige antal deltagere og discipliner varierer fra udgave til udgave.

Uddannelse og moderne systemer

I Indonesien tilbydes og dyrkes Pencak Silat mange steder som en fritidsaktivitet og ved nationale og internationale sportsbegivenheder. Moderne systemer kan kombinere traditionel træning med sportsregler. Tarung Derajat er derimod et indonesisk hybridsystem udviklet i 1960'erne af Haji Achmad Dradjat med boksning, spark, grappling og sweeps.

Træning, trin og former

Træningen varierer fra skole til skole, men begynder ofte med kropsholdning, stande og trin. Langkah er fodmønstre og retningsskift; langkah 8 penjuru henviser til de otte retninger. Grundstillingen kuda-kuda eller kekuda giver stabilitet. Andre stande er midterstillingen, sidestillingen og forstillingen. I Minang Silek er en lav tigerstilling også kendt.

Jurus er faste sekvenser af trin og bevægelser til teknik, koordination, kondition og formhukommelse. De kan udføres alene, med en partner eller i en gruppe. Kembang henviser til det flydende, blomsteragtige bevægelseslag, der også kan minde om indonesisk dans. Musik kan understøtte rytmen i en form.

Tekniske begreber omfatter blandt andet pukulan for slag, tendangan for spark, kuncian for låseteknikker, tangkisan for afværgning, elakan for undvigelse og pesongan for at aflede. Udførelsen varierer betydeligt fra stil til stil. Moderne undervisning bør foregå med kyndig vejledning, sikre træningsmaterialer, egnede lokaler og passende konkurrencebeskyttelse.

Angreb og forsvar som studieområde

Pencak Silat bruger hele kroppen i terminologien og omfatter både hårde og bløde samt direkte og undvigende tilgange. Regionale præferencer beskrives ofte som mere benarbejde i Vest- og Nord-Sumatra, mere hånd- og armteknik i Jakarta, Vestjava, Sulawesi og Kalimantan, mere grappling i Østjava og Sumatra samt kombinationer af hånd- og fodteknikker på Bali, Centraljava og Madura.

Denne inddeling er et hjælpemiddel og ikke en fast regel for alle skoler. Farlige våbenteknikker, skadesorienterede teknikker og afvæbning hører udelukkende hjemme i kontrolleret træning under kvalificeret vejledning.

Våben og udstyr

Historisk set havde mange Pencak Silat-skoler en stærk våbentradition. Hyppigt nævnte våben er toya eller galah, tombak eller lembing, parang, golok, pisau, kris, celurit, tongkat, pedang, klewang, cabang, selendang og kerambit. Regionale skoler bruger desuden deres egne våben, såsom badik, rencong, mandau, kujang, karih, sabik, payung, raut og piau.

Betydningen og udførelsen af et våben varierer fra samfund til samfund. Nogle genstande havde samtidig en agrarisk, ceremoniel, jagtmæssig og krigsmæssig anvendelse. Moderne klubber foretrækker sikre rattan-, gummi- eller andre træningsvarianter til tekniktræning og følger den lokale lovgivning.

Kuntao og beslægtede kampkunster

Kuntao er et hokkienudtryk for kampkunst og henviser i Indonesien især til traditioner blandt kinesiske samfund. Kinesiske systemer som thaikek, pakua og peh-ho påvirkede lokale skoler. I nogle områder flyder Kuntao og Pencak Silat sammen, men de er ikke det samme overalt.

Andre indonesiske kampkunster og beslægtede praksisser omfatter blandt andet Caci, Fitimaen, Tinju, Pasola, Debus, Payuq, Sisemba, Cakalele, Mekare-kare, Kabasaran og historiske dueltraditioner. De er ikke automatisk Pencak Silat og kan primært have rituel, agrarisk, kulturel eller lokal sportslig betydning.

Pencak Silat i Nederland

Pencak Silat kom til Europa med hjemvendte og indonesisk-nederlandske personer fra 1950'erne. Grundlæggere som Bapak Hardjono og Verdi Phefferkorn von Offenbach nævnes i nederlandske kilder i forbindelse med de tidlige skoler i blandt andet Utrecht og Zeist. Ud fra denne historie voksede et landsdækkende netværk frem.

Ifølge de leverede kilder repræsenterer Nederlandse Pencak Silat Federatie, NPSF, sporten i Nederlandene og er tilknyttet PERSILAT og Federatie Oosterse Gevechtskunsten. Sportsstrukturen arbejder med Tanding og Seni, herunder Tunggal og Ganda. Seni kan udføres i traditionelt tøj og med gamelan-, kendang- eller anden musikalsk ledsagelse.

Nederlandske kilder nævner omkring 60 stilarter på mere end 90 lokaliteter. Eksempler er Setia Hati i Zaandijk og Utrecht, Merpati Putih i Haag, Panglipur Ratu Siliwangi som kvindeklub og Ciung Wanara i Groningen. Antal og undervisningssteder er øjebliksbilleder og kan ændre sig.

Pencak Silat er optaget i det nederlandske netværk for immateriel kulturarv. Den præcise sports- og forbundsanerkendelse kan ændre sig; aktuelle oplysninger om medlemskab, konkurrencer og tilknytning bør derfor kontrolleres hos NPSF, den relevante forening og officielle sportskilder.

Regionale stilar på Sulawesi og Molukkerne

Bugis- og Makassartraditioner fra Sulawesi er knyttet til maritime samfund, lokale animistiske overbevisninger og badikens særlige rolle. Silat Ugi bruger ifølge beskrivelserne primært hånd- og armteknikker samt begrænset lineært benarbejde. Silat Makassar omfatter blandt andet Karena Macang og den lukkede Tapu Silat. Disse navne og fortællinger beskrives kildebaseret og ikke som generelle egenskaber ved hele befolkningsgrupper.

Aceh ligger på Sumatras nordvestkyst og har indflydelse fra indiske, islamiske, Silat Melayu- og Minangkabau-traditioner. Rencong og kris er karakteristiske våben i historiske beskrivelser. Bataktraditioner kaldes afhængigt af samfundet mossak, moncak, ndikar eller dihar. Molukkerne har blandt andet cabang, pisau, galah og pedang i regionale kampkunstskontekster.

Bajau-folket på Sulawesi er et søfarende samfund. Deres Kendari-stil beskrives med krydsede stande og hurtige drejebevægelser, der passer til trange områder som både. Fiskespydet har en vigtig plads i overleveringen sammen med våben, der blev erhvervet gennem regionale kontakter.

Rituelle og regionale former

Kabasaran er en minahasa-krigsdans fra Nord-Sulawesi med rødt tøj, ni jurus og symbolske sværd eller spyd. Cakalele er en molukkisk krigsdans med simuleret kamp, spyd, lang kniv, salawaku-skjold og akkompagnement af tifa, gong og sulin. Disse former er en vigtig kulturarv, men ikke moderne konkurrencesportsgrene.

Rituel kamp og lokale kamptraditioner

Caci fra Flores er en festival- og dueltradition med pisk eller stav og et skjold. Pasola fra Vest-Sumba er en ryttertradition med stumpe spyd, der er knyttet til høsten, forfædre og afslutningen på regntiden. Sisemba fra Toraja er en massepræget sparketradition, der udføres under rishøsten. Landsbyældste opretholder ordenen.

Payuq er en dayakisk brydeform fra Østkalimantan, især knyttet til kenyah-samfund. Den beslægtede form fra Kutai kaldes bebintih. Mekare-kare, eller perang pandan, er en balinesisk rituel kamp med pandanusstokke og et skjold i Tenganan. Debus fra Banten og Vestjava er en spirituel demonstration omkring påstået usårlighed.

Historiske duelformer som sitobo lalang lipa eller sigajang laleng lipa fra buginesiske sammenhænge vises i dag kun i kulturelle rekonstruktioner. Traditionerne omkring ære, adat, siri og pesse er vigtige for konteksten, men dødbringende dueller og farlig brug af våben er ikke en nutidig sportspraksis.

Nederlands skole- og idrætskultur

Nederlandske skoler kombinerer traditionel stilart, konkurrencesport og kulturel dannelse på forskellige måder. Setia Hati, Merpati Putih, Panglipur Ratu Siliwangi og Ciung Wanara illustrerer denne variation, men repræsenterer ikke alle nederlandske stilretninger.

Tanding anvender aktuelle konkurrenceregler og beskyttelsesudstyr. Seni handler om teknik, præsentation, rytme og form, med Tunggal, Ganda, Regu og Solo Creative som kendte kategorier. Selvforsvar og åndedrætskraft afhænger af den enkelte skole og må ikke fremstilles som én ensartet nederlandsk metode.

Sikker træning

Den, der vil lære Pencak Silat, bør vælge en klub med erfarne instruktører, tydelige sikkerhedsregler og aktuelle oplysninger om konkurrence- eller træningsudstyr. Våben erstattes i en sportssammenhæng så vidt muligt af sikre træningsvarianter. Historiske traditioner med knive, stave, piske og spyd er ikke instruktioner i brug uden for dojoen.

Pencak Silat i film og populærkultur

I Indonesien findes der en silatgenre med historiske fortællinger om krigere, med rødder i mundtlige og teatralske traditioner, hikayat, romaner, tegneserier, tv og film. Saur Sepuh, Tutur Tinular og Misteri Gunung Merapi er kendte eksempler. Moderne laga-produktioner adskiller sig ved deres nutidige rammer.

Merantau (2009) satte indonesisk actionfilm og Pencak Silat på det internationale landkort. The Raid: Redemption (2011) blev en vigtig international katalysator, efterfulgt af The Raid 2: Berandal. Filmene har haft stor indflydelse på koreografien, men viser filmisk vold og ikke normal sportstræning.

Pencak Silat og indonesiske kæmpere optrådte også i John Wick: Chapter 3 - Parabellum, Star Wars: The Force Awakens, Mile 22 og Beyond Skyline. Iko Uwais, Yayan Ruhian og Cecep Arif Rahman bidrog med deres ekspertise til disse produktioner. Nogle scener kombinerer Pencak Silat med Kali, Kuntao, stuntarbejde og andre nærkampstraditioner.

Karambitten, hurtig nærkamp og brugen af albuer og knæ er genkendelige filmiske motiver, men ikke alle scener er en ren gengivelse af én indonesisk stil. Knivkampen i Captain America: The Winter Soldier beskrives også bedre som en bredere indflydelse fra nærkamp og filippinsk Kali end som ren Pencak Silat.

Kulturarv, sport og repræsentation

Pencak Silat forbinder regional historie, migration, religion, musik, dans, våbenkultur, selvforsvar og moderne konkurrencesport. Traditionen kan samtidig være en form for seni, beladiri, sport og kulturel hukommelse.

Den indonesiske tradition blev i 2019 anerkendt af UNESCO som indonesisk immateriel kulturarv. I Nederlandene beskrives Pencak Silat ligeledes som immateriel kulturarv. Den præcise betydning af anerkendelse, tilknytning til forbund og sportsstatus skal altid baseres på den aktuelle officielle kilde.

Fra Minangkabau Silek og javanesiske jurus til nederlandsk Tanding og international filmkoreografi: Pencak Silat er ikke ét enkelt system, men en levende familie af stilarter, hvor lokal identitet og moderne sport fortsat påvirker hinanden.