Wushu

Wushu

Stats

Oprindelse
Kina
Grundlagt
1949
Organisation
International Wushu Federation

Wushu er den moderne standardiserede form for kinesisk kampsport, som blev udviklet af Folkerepublikken Kina fra 1949 og frem som både konkurrencesport og optrædende kunstform. Wushu trækker på kung fu-traditionernes rige arv og findes i to konkurrencediscipliner: Taolu (former – bedømmes efter teknisk udførelse, atletiske evner og kunstnerisk udtryk) og Sanda (fuldkontaktkamp). Wushu ledes internationalt af IWUF og er anerkendt af IOC. Det er en af Asiens mest udbredte kampsportsgrene på konkurrenceplan og har været en fast del af Asian Games siden 1990.

Historie

Fra Kung Fu til moderne Wushu

Efter grundlæggelsen af Folkerepublikken Kina i 1949 søgte regeringen at systematisere Kinas omfattende og mangfoldige kampsportstraditioner til en samlet nationalsport. Traditionelle Kung Fu-stilarter – med deres regionale variationer, hemmelige overleveringer og til tider overtroiske elementer – blev studeret, standardiseret og kodificeret til Wushu: en moderne, atletisk og videnskabeligt struktureret disciplin, der egner sig til folkeoplysning og internationale konkurrencer.

Det Nationale Wushu-forbund blev grundlagt i 1953, og det første nationale Wushu-mesterskab blev afholdt i Tianjin samme år. Der blev udviklet obligatoriske serier for de vigtigste stilarter, hvilket skabte en fælles konkurrenceramme i hele landet. I 1970'erne turnerede kinesiske Wushu-hold verden rundt og imponerede publikum med deres akrobatiske kraft og præcision – herunder en banebrydende turné i USA i 1974, som var med til at sætte gang i det globale kampsportsboom.

Taolu – Seriernes kunst

I Taolu-konkurrencer bedømmes udøverne på forhånd fastlagte serier (former), der udføres individuelt, parvis eller i grupper. Serierne vurderes ud fra sværhedsgrad, teknisk udførelse, atletik, rytme og kampånd. De vigtigste Taolu-discipliner omfatter: Changquan (lang næve – hurtig, eksplosiv stil fra Nordkina), Nanquan (sydlig næve – kraftfulde, stabile stande), Taijiquan (Tai Chi – flydende intern kunst) samt traditionelle våbenserier med blandt andet stav (gun), sværd (jian), bredsværd (dao) og spyd (qiang).

Eliteudøvere i Taolu kombinerer en gymnasts kraft, en dansers præcision og en fighters kampintention. Taolu-konkurrencer ved internationale Wushu-mesterskaber er blandt de mest teknisk krævende præstationer inden for al kampsport.

Olympiske ambitioner

Wushu har været demonstrationssport ved flere olympiske lege – mest bemærkelsesværdigt i Beijing i 2008, hvor der blev afholdt en særskilt Wushu-turnering sideløbende med OL. Trods anerkendelse fra IOC og over 150 medlemsnationer har Wushu endnu ikke opnået fuld olympisk status, hvilket fortsat er IWUF's primære langsigtede mål. Wushu har været en fast del af de Asiatiske Lege siden 1990 og de Sydøstasiatiske Lege siden 1979.

Træning

Træning i Wushu

Wushu-træning i det kinesiske nationale sportsskolesystem begynder i barndommen, ofte i 5-8-årsalderen. Den daglige træning omfatter: grundspark (ceti, waibaitan, liti), standpositioner (mabu, gongbu, pubu), spring og akrobatik (xuanzi, xiao fanshen), våbenhåndtering samt komplette konkurrencerutiner. Den atletik, der kræves på eliteniveau – fulde spagater, tornado-spark og saltoer i luften – kræver mange års træning fra barndommen.

For voksne udøvere uden for det kinesiske sportsskolesystem læres Wushu typisk gennem traditionelle Kung Fu-skoler, der underviser i standardiseret Wushu sideløbende med traditionelle former. Sanda-træning (den konkurrerende kampdel) følger en mere konventionel struktur for kampsport – sæketræning, plethandsketræning, sparring og forberedelse til konkurrencer.