Kendo

Kendo er den japanske kampsport med sværdkamp – en moderne, sportslig videreudvikling af samuraiernes sværdkunst på slagmarken (kenjutsu), hvor man bruger bambus-sværd til træning (shinai) og beskyttelsesudstyr (bogu). Navnet betyder »sværdets vej«. Kendo dyrkes af over 6 millioner mennesker verden over og er samtidig en konkurrencesport, en fysisk disciplin og en dybt filosofisk praksis med rødder i bushido – samuraiernes adfærdskodeks. Dens fokus på etikette, ånd og selvudvikling sammen med teknisk kunnen gør den til en af Japans mest komplette kampveje.

Fra slagmarkens kenjutsu til moderne kendo

Kendos rødder ligger i kenjutsu – de sværdkampssystemer, som Japans samuraiklasse udviklede gennem århundreders feudale krigsførelse. Da Japan blev moderniseret under Tokugawa-shogunatet (1603-1868), og krigsførelse i stor skala blev mindre almindelig, udviklede kenjutsu-skolerne (ryu) sig fra forberedelse til slagmarken mod filosofisk og teknisk forfinelse. Indførelsen af shinai (et øvelsessværd af splittet bambus) og bogu (beskyttelsesrustning) i det 18. århundrede – tilskrevet Naganuma Sirōzaemon Kunisato omkring 1710 – forvandlede træningen ved at muliggøre slag med fuld kontakt uden alvorlige skader.

Meiji-restaurationen (1868) truede i første omgang de traditionelle kampkunstarter, men kendo blev genoplivet og standardiseret som en national disciplin inden for fysisk uddannelse og karakterudvikling. Dai Nippon Butoku Kai (Selskabet for Japans store kampdyder), grundlagt i 1895, skabte det første samlede kendopensum og udbredte kunsten i hele landet. Efter Anden Verdenskrig blev kendo kortvarigt forbudt af de allierede besættelsesmyndigheder som en militaristisk praksis, men blev genindført i 1952 i en reformeret, udtrykkeligt sportslig form med grundlæggelsen af All Japan Kendo Federation.

Kendoteknik og konkurrencer

Kendokonkurrencer (shiai) vindes ved at score to gyldige træffere (ippon) før modstanderen. Gyldige mål er men (hjelm/hoved), kote (højre eller venstre håndled), do (siden af kropsrustningen) og tsuki (stød mod halsen). Hver træffer skal leveres med korrekt ånd (kiai – kampråbet), korrekt teknik (et snit med den rigtige del af shinai), korrekt mål, korrekt kropsholdning og korrekt kropsbevægelse samtidig – en standard kaldet yuko-datotsu (effektiv træffer).

Dette flerlagskriterium for gyldighed gør kendos pointgivning subjektiv og dybt filosofisk – en teknisk perfekt træffer, der mangler ånd, er ugyldig. Vægten på zanshin (fortsat mental årvågenhed og korrekt kropsholdning efter en træffer) afspejler kendos samuraiarv, hvor et sænket forsvar efter et angreb kunne være dødeligt.

Kata, iaido og den bredere kendofamilie

Ved siden af konkurrencer med shinai studerer seriøse kendoudøvere Nihon Kendo Kata – 10 formelle parvise sværdformer udført med træsværd (bokuto), som bevarer de klassiske kenjutsu-teknikker, der ligger til grund for kendo. Iaido – kunsten at trække, hugge med og skede sværdet igen i én flydende bevægelse – trænes sammen med kendo i mange dojoer som en supplerende disciplin til udvikling af præcision, ro og sværdbevidsthed. Jodo (teknikker med kort stav mod sværd) fuldender FIK's tre discipliner.

Træning i Kendo

Kendotræning begynder med suburi – solotræning i slag med en bokuto eller en tung træningsshinai, hvor man udvikler korrekt skæreteknik, fodarbejde (fumikomi – det stampende skridt) og kropsholdning. Grundslagene (men, kote, do, tsuki) øves mod en partner iført bogu i kakari-geiko (angrebstræning) og kirikaeshi (kontinuerlige menslag med partnerens svar). Ji-geiko (fri sparring) er den primære træningsmetode for øvede elever.

Fumikomi – et kraftfuldt stampende skridt, der ledsager hvert slag – er Kendos karakteristiske bevægelse, som skaber kraft fra underlaget gennem det samtidige fodstød og kontakten med shinai'en. Den kombinerede lyd af fumikomi og shinai-slaget, ledsaget af kiai-råbet, er den definerende sanseoplevelse i en Kendo-dojo.

Dan/Kyu-gradueringssystemet går fra begynderniveauet kyu-graderne op til 8. Dan – den højeste opnåelige grad, som kun tildeles af All Japan Kendo Federation til udøvere, der har viet deres liv til kunsten. Beståelsesprocenten ved 8. Dan-eksamen er typisk under 1 %.

Guide til Kendo-udstyr

Shinai: Træningssværdet af opsplittet bambus – fire bambusstave bundet sammen med læderbeslag. Shinai til konkurrencer skal opfylde FIK’s strenge specifikationer for længde og vægt afhængigt af alder og køn. Shinai kræver regelmæssig vedligeholdelse – kontrollér for splinter, stram beslagene, og udskift slidte dele.

Bogu (rustningssæt): Den beskyttende rustning i fire dele, der består af men (hjelm med ansigtsgitter), kote (polstrede handsker), do (lakeret bryst- og siderustning) og tare (hofte- og skridtbeskytter). Bogu af god kvalitet er en betydelig investering – gode sæt holder i årtier med korrekt pleje. Maskinsyet bogu er mere overkommeligt; håndsyet (tezashi) er den traditionelle kvalitetsstandard.

Kendogi og hakama: Træningsuniformen – en tyk indigo-farvet overdel af bomuld (kendogi), der bæres under hakamaen (vide bukser med læg). Indigo-farven er traditionelt antibakteriel. Hakamaens farve er typisk mørk marineblå eller sort i Kendo.

Bokuto: Træsværd til kata-træning. Standard-bokuto til Kendo følger specifikationerne fra All Japan Kendo Federation. Suburito (tungt træningsbokuto) bruges til at udvikle styrke og skæremekanik.