Kobudo

Hvad er Kobudō?

Kobudō, også skrevet som Kobujutsu, er en samlebetegnelse, der i forskellige sammenhænge bruges om traditionelle japanske og okinawanske kampkunster med våben. Derfor er termen ikke helt entydig. I Nederlandene skelner man ofte mellem okinawansk Kobudō, med våben som bō, sai, tonfa og nunchaku, og Nihon Kobudō, de klassiske japanske kampkunstskoler, hvor man blandt andet underviser i sværd, jō og naginata.

Denne artikel fokuserer primært på okinawansk Kobudō. Disse traditioner udviklede sig gennem Ryūkyū-øernes historie i kontakt med Japan, Kina og Sydøstasien. Læreplanen består typisk af kata, partnerøvelser, fodarbejde, afstand, timing og kontrolleret håndtering af et eller flere våben.

Okinawansk Kobudō dyrkes ofte sammen med karate, men det er ikke ét ensartet system. Forskellige skoler, organisationer og traditionslinjer bruger deres egne våben, kataer, terminologi og overleveringsstrukturer.

Okinawa og udviklingen af våbentraditioner

Ryūkyū-øerne, med Okinawa som centrum, lå på en vigtig handels- og diplomatisk rute mellem Japan, Kina, Taiwan og Sydøstasien. Disse kontakter påvirkede de lokale kampkunster sammen med teknikker og traditioner, der opstod på selve Okinawa. Ryūkyū-kampkunsterne blev i forskellige perioder omtalt med navne som te, ti, Tōde og Okinawa-te.

Den populære forklaring om, at bønder udviklede alle deres våben ud fra landbrugsredskaber, fordi de ikke måtte bære almindelige våben, er historisk utilstrækkeligt underbygget. Begrænsninger på våbenejerskab og offentlig træning fandtes i bestemte perioder, men forskning peger også på kriger- og embedsmandsklassernes rolle samt påvirkninger fra Kina og Sydøstasien. Oprindelsen til hvert enkelt våben kan derfor ikke reduceres til én fortælling om landbrug.

Våben som bō, eku, kama og tonfa forbindes undertiden med dagligdags redskaber. Det kan forklare en del af deres senere form og anvendelse, men det beviser ikke, at enhver Okinawansk våbentradition blev opfundet direkte af bønder.

Bevarelse og moderne videreførelse

I det tyvende århundrede kom flere Okinawanske våbentraditioner under pres. Lærere som Taira Shinken, Chōgi Kishaba, Kenwa Mabuni, Shinko Matayoshi og andre mestre spillede en rolle i videreførelsen, indsamlingen eller systematiseringen af kata og træningsmetoder. De præcise linjer og pensum varierer fra organisation til organisation.

Moderne organisationer bruger blandt andet navne som Ryūkyū Kobudō og Ryūkyū Kobujutsu. Ingen organisation repræsenterer automatisk alle Okinawanske traditioner, og bevarede former er ikke nødvendigvis uændrede siden deres påståede oprindelse.

Træning i Okinawansk Kobudō

Kobudō-træning handler ofte om kata: faste bevægelsessekvenser, hvor kropsholdning, greb, fodarbejde, afstand, timing og håndtering af et våben øves. Den samme kata kan variere fra skole til skole med hensyn til navn, udførelse, rytme og fortolkning.

Efter soloøvelser kan partnertræning og bunkai bruges til at undersøge bevægelserne i en kontrolleret sammenhæng. Der arbejdes med passende træningsvåben, klare aftaler og kyndig vejledning. Partnerarbejde er ikke en tilladelse til at afprøve teknikker med ægte skarpe eller tunge våben.

Vigtige træningsprincipper er kropsjustering, balance, kraft på det rette tidspunkt, maai eller afstand, sen eller initiativ, samt evnen til at afslutte en bevægelse kontrolleret. Nogle skoler arrangerer kata-konkurrencer eller demonstrationer; andre lægger større vægt på tradition, partnerarbejde eller anvendelse.

Eksempler på kata, der nævnes i forskellige Okinawanske linjer, er Shūshi no Kon, Sakugawa no Kon, Chōn no Kon, Nichō Sai, Sanchō Sai, Tsuken Akachu no Eiku De, Kata Matayoshi no Kuwa Nu De, Kata Nunti Shō, Kata Nunti Dai, Nagai Kusari, Mijikai Kusari og Suruchin no Tōseki. Dette er ikke et fuldstændigt katalog.

Okinawansk Kobudō og Nihon Kobudō

I dansk sprogbrug nævnes to store sammenhænge ofte side om side. Okinawansk Kobudō henviser som regel til okinawanske våbentraditioner omkring bō, sai, tonfa, nunchaku, kama, eku og beslægtede våben. Nihon Kobudō henviser som regel til klassiske japanske skoler inden for kampkunst, ofte betegnet som koryū, med traditioner inden for blandt andet sværd, bue, spyd, naginata, jō, ridning og andre militære færdigheder.

De to sammenhænge har forskellige historiske og regionale baggrunde, selv om ordene kobudō og kobujutsu undertiden bruges bredt eller i flæng. Nihon Kobudō er ikke blot den japanske version af Okinawansk Kobudō, og Okinawansk Kobudō er ikke én skole.

Kobudō og japanske begreber inden for kampkunst

Budō oversættes som regel som kampkunstens vej, mens bujutsu henviser til kampkunstteknik eller praktisk kampkunst. Koryū betyder gammel eller klassisk skole og bruges om specifikke traditionslinjer. Disse begreber overlapper i moderne brug og udgør ikke en perfekt historisk inddeling.

Japanske discipliner som kenjutsu, iaijutsu, battōjutsu, naginatajutsu, sōjutsu og jōjutsu kan høre hjemme i en beskrivelse af Nihon Kobudō. De må ikke uden videre sidestilles med de okinawanske våbenlinjer.

Kobudō i Nederland

I Nederland tilbydes Kobudō ofte inden for eller ved siden af karate- og jūjutsuskoler. Det betyder ikke, at alle dojoer tilbyder våbentræning, eller at Kobudō overalt udelukkende bruges som en videregående disciplin for erfarne udøvere. Der findes både selvstændige træningsgrupper og skoler, hvor Kobudō indgår i et bredere budō-udbud.

Okinawansk Kobudō i Nederland

Nederlandske kilder forbinder introduktionen af en okinawansk Kobudō-linje med Rob Zwartjes i 1974. Den videre udvikling sættes blandt andet i forbindelse med lærere som Wim van de Leur og med Ryūkyū Kobujutsu Holland, der ifølge de foreliggende oplysninger blev grundlagt i 1990. Den aktuelle organisatoriske status og grader bør kontrolleres hos det pågældende forbund eller den pågældende skole.

På nederlandske hold kan bō, sai, tonfa og eku indgå. De præcise våben, kataer, grader og tilknytninger varierer fra skole til skole. For aktuelle lokationer, prøvetimer og udstyr er det nødvendigt at kontakte en aktiv nederlandsk dojo eller organisation direkte.

Nihon Kobudō i Nederland

Klassiske japanske kampkunstskoler dyrkes også i Nederland. Tenshin Shōden Katori Shintō-ryū nævnes i nederlandske oplysninger som et eksempel på en koryū-tradition med en lang historisk linje. Dette eksempel står ved siden af, og ikke inden for, de okinawanske Kobudō-traditioner.

Nederlandske tal, påstande om den mest udbredte retning og udsagn om graden af national organisering er tidsafhængige. Derfor bruges de ikke som en permanent eller fuldstændig beskrivelse af Kobudō-landskabet i Nederland.

Kobudō og karate

Okinawansk Kobudō og karate deler en regional historie og dyrkes sammen på nogle skoler. Begge traditioner bruger principper for kropsholdning, fodarbejde, timing, kropsrotation og afstand. Nogle karateorganisationer inkluderer Kobudō som et supplerende element, mens andre skoler kun tilbyder ubevæbnet træning.

Der findes former med tomme hænder og våben med beslægtede navne, såsom Kankū-dai og Kankū-sai eller Gojūshiho og Gojūshiho-no-sai. Sådanne par er ikke automatisk bevis på, at våbenformen er en gammel, selvstændig kata fra Okinawaansk Kobudō; nogle blev senere udviklet ud fra karate.

Omvendt indeholder nogle ældre våbenformer bevægelser, der minder om teknikker med tomme hænder. Forholdet er derfor et samspil mellem traditioner, ikke en enkel linje, hvor den ene kunst er den dokumenterede forløber for den anden.

Linjer, stilarter og organisationer

Okinawansk Kobudō omfatter flere traditioner og organisationer. Navne, der forekommer i historiske og moderne beskrivelser, omfatter blandt andre Ryūkyū Kobudō Hozon Shinkokai, Ryūkyū Bujutsu Kenkyū Dōyūkai, Matayoshi Kobudō, Uhuchiku og Yamanni. Deres pensum, kataer og påstande om overlevering er ikke identiske.

Taira Shinken nævnes ofte for at have indsamlet og videreført kataer i det 20. århundrede. Også Chōgi Kishaba, Kenwa Mabuni, Shinko Matayoshi, Motokatsu Inoue og andre lærere forbindes med forskellige bevarings- eller udviklingslinjer. En genealogisk oversigt bør derfor altid kontrolleres for hver skole og kilde.

Der findes ikke én ensartet model for rangsystem, beklædning eller prøver på tværs af alle Kobudō-skoler. Nogle organisationer arbejder med grader eller farver, mens andre primært lægger vægt på licenser, overlevering fra lærer til elev eller interne beføjelser i skolen.

Filosofi, etikette og strategi

I dojoen kan rei, respekt, disciplin og omhyggelig håndtering af udstyr være vigtige dele af træningen. Begreber som maai, timing, initiativ og zanshin hjælper udøvere med at tænke over afstand, opmærksomhed og afslutningen på en bevægelse.

Japansk litteratur om kampkunst bruger også begreber som aiki, kokoro, hårdt og blødt samt bushidō. Deres betydning varierer afhængigt af skole og periode. Bushidō bør ikke fremstilles som én uforanderlig middelalderlig kodeks, som alle samuraier fulgte på samme måde.

Et våbens historiske funktion og dets moderne funktion i træningen er ikke det samme. I dag lægger mange grupper vægt på form, kontrol, tradition, kropsbeherskelse og sikker træning med partner – ikke på at forårsage skader.

Sikkerhed og moderne træning

Kobudō-våben kan også være farlige under kontrolleret træning. Begyndere bør derfor helst træne med egnede træningsvåben af træ, kunststof eller med polstring, afhængigt af disciplinen og instruktøren. Skarpe, tunge eller fleksible våben hører ikke hjemme i uovervåget træning.

God træning foregår med tydelig afstand, aftaler, beskyttelsesforanstaltninger efter behov, passende udstyr og en lærer, der kan vejlede gruppen. Våbenlovgivningen varierer fra land til land og nogle gange fra region til region. I Nederlandene skal den aktuelle lovgivning kontrolleres, før man anskaffer, transporterer eller bruger et våben.

Kobudō er derfor ikke én enkelt sportsgren med ét regelsæt, men en samling traditioner, hvor våben, kata, historie og overlevering mødes forskelligt fra skole til skole.

Kobudō i perspektiv

Når man studerer Kobudō, møder man både okinawanske våbentraditioner og klassiske japanske kampkunstskoler. Det fælles navn kan være forvirrende, men forskellene i region, historie, våben og overleveringslinje gør traditionerne lettere at forstå.

Okinawansk Kobudō kendes især på kombinationen af kata og våben som bō, sai, tonfa, nunchaku, kama og eku. Nihon Kobudō henviser snarere til japanske koryū-skoler, hvor man blandt andet underviser i sværd, jō, naginata, spyd og andre klassiske kampkunster.

Historien rummer både veldokumenteret udveksling og populære oprindelsesfortællinger, som bør læses med forsigtighed. Den stærkeste fremstilling er derfor ikke den mest spektakulære, men den, der på en ordentlig måde adskiller tradition, usikkerhed og moderne praksis.