Kobudo

Kobudo (også skrevet Kobujutsu) er Okinawas traditionelle våbenkampsport – det bevæbnede modstykke til Karates ubevæbnede teknikker. Kobudo blev udviklet på Ryukyu-øerne (det moderne Okinawa) gennem flere århundreder og viderefører kampteknikker med et særpræget udvalg af okinawanske våben, herunder bo (stav på cirka 180 cm), sai (metaltrefork), nunchaku (to sektioner forbundet med snor eller kæde), tonfa (stav med sidehåndtag), kama (segl) og eku (åre). Mange af disse våben stammer fra landbrugs- eller fiskeriredskaber – en praktisk tilpasning foretaget af almindelige okinawanere, som under den japanske besættelse ikke måtte bære konventionelle våben. Kobudo og Karate har de samme historiske rødder og dyrkes traditionelt sammen som to halvdele af et komplet okinawansk kampsportssystem.

Okinawa – Hjemstedet for våbenløs kamp og våbenkunst

Ryukyu-kongeriget (Okinawa) var et maritimt handelscentrum, der forbandt Japan, Kina og Sydøstasien. Denne placering gav Okinawas kampsport en unik blanding af kinesiske kampsportsindflydelser (især fra Fujian-provinsens Baihe og andre sydkinesiske systemer) og oprindelige okinawanske kamptraditioner. Da den japanske Satsuma-klan invaderede og besatte Ryukyu-kongeriget i 1609, konfiskerede de konventionelle våben fra befolkningen – hvilket satte fart på udviklingen af både Te (proto-karate, våbenløs kamp) og Kobudo (våbenkunst med redskaber, der ikke kunne konfiskeres uden også at konfiskere redskaberne fra dagligdagen).

Boen (roku shaku bo) var en vandrestav og bærestang. Kamaen var en rissigl. Ekuen var en bådåre. Nunchakuen kan have sin oprindelse som et hestebidsel eller et tærskeværktøj. Tonfaen som et håndtag til en møllesten. Hvert våben blev udviklet fra et praktisk redskab til et sofistikeret kampsystem – en bemærkelsesværdig tilpasningsproces, der frembragte nogle af de mest karakteristiske våben i hele kampsportens verden.

De vigtigste Kobudo-våben

Bo (roku shaku bo): Den cirka 1,8 meter lange stav – det grundlæggende Kobudo-våben og det første, der undervises i på de fleste skoler. Kraftfulde fejende og stødende teknikker, udviklet til at udnytte den maksimale rækkeviddefordel. Indflydelsen fra Shaolin-stavteknikker ses tydeligt i den okinawanske bo-teknik.

Sai: En tretandet metaltrident, der bruges parvist. Primært et afværge- og fastholdelsesvåben snarere end et stødvåben – saien fanger sværdklinger og låser dem fast. Bruges også som slagvåben med skaftenden (tsukagashira).

Nunchaku: To stykker hårdt træ forbundet med snor eller kæde. Ekstremt hurtigt og uforudsigeligt i kyndige hænder – våbnet, som Bruce Lee gjorde verdensberømt, selvom dets okinawanske tradition går flere århundreder forud for dets popkulturelle gennembrud.

Tonfa: Stafetten med sidehåndtag – holdes med et greb om håndtaget og skaftet langs underarmen eller svinges i kraftfulde buede slag. Den moderne politistafet med sidehåndtag er direkte afledt af den okinawanske tonfa.

Kama: Den traditionelle sigd, der bruges alene eller parvist. Kort rækkevidde og ødelæggende skæreevne. Bruges ofte sammen med en vægtet kæde (kusarigama) i klassiske teknikker.

Kobudo og karate – to halvdele af ét system

Historisk trænede okinawanske kampsportsudøvere både Te (våbenløs kamp) og Kobudo som ét samlet system. Grundlæggerne af moderne karate – Itosu Anko, Higashionna Kanryo og Chojun Miyagi – var også mestre i Kobudo. Da Gichin Funakoshi bragte karate til det japanske fastland i 1920'erne, lod han i vid udstrækning våbenpensummet blive tilbage og fokuserede på våbenløse teknikker til japanske skole- og universitetsmålgrupper. Denne opsplitning skabte den moderne situation, hvor karate og Kobudo ofte trænes separat – men traditionelle okinawanske skoler (især dem, der er tilknyttet Ryukyu Kobudo Hozon Shinkokai og Okinawa Kobudo Doushi Rensei-kai) opretholder den samlede tradition.

Træning i Kobudo

Kobudo-træning er struktureret omkring kata (forudbestemte former) for hvert våben – sekvenser af teknikker mod forestillede modstandere, som rummer våbnets fulde taktiske pensum. Vigtige bo-kataer omfatter Shushi no Kon, Sakugawa no Kon og Choun no Kon. Sai-kataer omfatter Nicho Sai og Sancho Sai. Hver kata øves først alene og analyseres derefter gennem bunkai med en partner (øvelse i anvendelse) for at udlede de praktiske kampteknikker.

Træning med parvise våben – for eksempel én udøver med bo og én med sai – udvikler de specifikke taktiske samspil mellem våbnene og er central i avanceret Kobudo-træning. Konkurrence-Kobudo (kata-opvisning bedømt efter teknisk udførelse og kampånd) organiseres af flere internationale organisationer, herunder FMK (Federation of Martial Arts Kobudo).

Kobudo-udstyrsguide

Bo: Standard bo til træning og konkurrencer er fremstillet af hvid eg (shiro kashi) – hård, tæt og modstandsdygtig over for brud. Rød eg og rattan-bo anvendes også. Bo til konkurrencer skal opfylde kravene til længde (ca. 182 cm / 6 fod). Skumpolstret bo til begyndere.

Sai: Sai af stål eller zinklegering til træning og øvelser. Stumpe konkurrencensai til opvisning. Vægten (typisk 500-700 g pr. stk.) påvirker teknikken og er et spørgsmål om personlig præference.

Nunchaku: Hårdt træ (typisk rød eller hvid eg) forbundet med reb eller kæde til traditionel træning. Skumpolstret nunchaku til begyndere og kontakttræning. Bemærk: Nunchaku er begrænset eller forbudt i flere europæiske lande – tjek de lokale regler.

Tonfa: Tonfa af hårdt træ til kata-træning. Tonfaens vægt og balance er afgørende – tungere hårdt træ udvikler den skulderstyrke, som våbnet kræver.

Uniform: En standard karate-gi (typisk hvid) bæres til kobudo-træning, da de to kunstartner deler den samme dojokultur.