Kobudo

Okinawa og udviklingen af våbentraditioner

Ryūkyū-øerne, med Okinawa som centrum, lå på en vigtig handels- og diplomatisk rute mellem Japan, Kina, Taiwan og Sydøstasien. Disse kontakter påvirkede de lokale kampkunster sammen med teknikker og traditioner, der opstod på selve Okinawa. Ryūkyū-kampkunsterne blev i forskellige perioder omtalt med navne som te, ti, Tōde og Okinawa-te.

Den populære forklaring om, at bønder udviklede alle deres våben ud fra landbrugsredskaber, fordi de ikke måtte bære almindelige våben, er historisk utilstrækkeligt underbygget. Begrænsninger på våbenejerskab og offentlig træning fandtes i bestemte perioder, men forskning peger også på kriger- og embedsmandsklassernes rolle samt påvirkninger fra Kina og Sydøstasien. Oprindelsen til hvert enkelt våben kan derfor ikke reduceres til én fortælling om landbrug.

Våben som bō, eku, kama og tonfa forbindes undertiden med dagligdags redskaber. Det kan forklare en del af deres senere form og anvendelse, men det beviser ikke, at enhver Okinawansk våbentradition blev opfundet direkte af bønder.

Bevarelse og moderne videreførelse

I det tyvende århundrede kom flere Okinawanske våbentraditioner under pres. Lærere som Taira Shinken, Chōgi Kishaba, Kenwa Mabuni, Shinko Matayoshi og andre mestre spillede en rolle i videreførelsen, indsamlingen eller systematiseringen af kata og træningsmetoder. De præcise linjer og pensum varierer fra organisation til organisation.

Moderne organisationer bruger blandt andet navne som Ryūkyū Kobudō og Ryūkyū Kobujutsu. Ingen organisation repræsenterer automatisk alle Okinawanske traditioner, og bevarede former er ikke nødvendigvis uændrede siden deres påståede oprindelse.

Kobudō og karate

Okinawansk Kobudō og karate deler en regional historie og dyrkes sammen på nogle skoler. Begge traditioner bruger principper for kropsholdning, fodarbejde, timing, kropsrotation og afstand. Nogle karateorganisationer inkluderer Kobudō som et supplerende element, mens andre skoler kun tilbyder ubevæbnet træning.

Der findes former med tomme hænder og våben med beslægtede navne, såsom Kankū-dai og Kankū-sai eller Gojūshiho og Gojūshiho-no-sai. Sådanne par er ikke automatisk bevis på, at våbenformen er en gammel, selvstændig kata fra Okinawaansk Kobudō; nogle blev senere udviklet ud fra karate.

Omvendt indeholder nogle ældre våbenformer bevægelser, der minder om teknikker med tomme hænder. Forholdet er derfor et samspil mellem traditioner, ikke en enkel linje, hvor den ene kunst er den dokumenterede forløber for den anden.

Linjer, stilarter og organisationer

Okinawansk Kobudō omfatter flere traditioner og organisationer. Navne, der forekommer i historiske og moderne beskrivelser, omfatter blandt andre Ryūkyū Kobudō Hozon Shinkokai, Ryūkyū Bujutsu Kenkyū Dōyūkai, Matayoshi Kobudō, Uhuchiku og Yamanni. Deres pensum, kataer og påstande om overlevering er ikke identiske.

Taira Shinken nævnes ofte for at have indsamlet og videreført kataer i det 20. århundrede. Også Chōgi Kishaba, Kenwa Mabuni, Shinko Matayoshi, Motokatsu Inoue og andre lærere forbindes med forskellige bevarings- eller udviklingslinjer. En genealogisk oversigt bør derfor altid kontrolleres for hver skole og kilde.

Der findes ikke én ensartet model for rangsystem, beklædning eller prøver på tværs af alle Kobudō-skoler. Nogle organisationer arbejder med grader eller farver, mens andre primært lægger vægt på licenser, overlevering fra lærer til elev eller interne beføjelser i skolen.

Filosofi, etikette og strategi

I dojoen kan rei, respekt, disciplin og omhyggelig håndtering af udstyr være vigtige dele af træningen. Begreber som maai, timing, initiativ og zanshin hjælper udøvere med at tænke over afstand, opmærksomhed og afslutningen på en bevægelse.

Japansk litteratur om kampkunst bruger også begreber som aiki, kokoro, hårdt og blødt samt bushidō. Deres betydning varierer afhængigt af skole og periode. Bushidō bør ikke fremstilles som én uforanderlig middelalderlig kodeks, som alle samuraier fulgte på samme måde.

Et våbens historiske funktion og dets moderne funktion i træningen er ikke det samme. I dag lægger mange grupper vægt på form, kontrol, tradition, kropsbeherskelse og sikker træning med partner – ikke på at forårsage skader.

Sikkerhed og moderne træning

Kobudō-våben kan også være farlige under kontrolleret træning. Begyndere bør derfor helst træne med egnede træningsvåben af træ, kunststof eller med polstring, afhængigt af disciplinen og instruktøren. Skarpe, tunge eller fleksible våben hører ikke hjemme i uovervåget træning.

God træning foregår med tydelig afstand, aftaler, beskyttelsesforanstaltninger efter behov, passende udstyr og en lærer, der kan vejlede gruppen. Våbenlovgivningen varierer fra land til land og nogle gange fra region til region. I Nederlandene skal den aktuelle lovgivning kontrolleres, før man anskaffer, transporterer eller bruger et våben.

Kobudō er derfor ikke én enkelt sportsgren med ét regelsæt, men en samling traditioner, hvor våben, kata, historie og overlevering mødes forskelligt fra skole til skole.