Mau Rakau

Mau Rakau (maori: "at bære et våben" eller "våbenhåndtering") er maoriernes traditionelle våbenkunst fra Aotearoa New Zealand – et omfattende kampsystem med trævåben, herunder taiaha (lang stav med udskåret hoved), tewhatewha (økse­lignende våben), patu (kort kølle), mere (kort, flad kølle, traditionelt fremstillet af grønsten/pounamu) og hani (spyd). Mau Rakau er mere end et kampsystem; det er et levende udtryk for maoriernes kultur, historie og identitet – uløseligt forbundet med hakaen (krigsdans), tikanga maori (maoriske skikke) og krigerfilosofien hos tangata whenua (landets folk). Genoplivningen i det 20. århundrede efter næsten at være uddød under kolonitiden har gjort den til et stærkt symbol på maoriernes kulturelle renæssance.

Maoriernes krigerkultur

Maorierne bragte en sofistikeret krigerkultur med til Aotearoa, da de ankom fra Polynesien, sandsynligvis i det 13.-14. århundrede. Krige mellem stammer (mellem iwi) var et konstant træk ved det førkoloniale maoriske samfund – ikke blot destruktive konflikter, men en struktureret aktivitet reguleret af tikanga (skik), som omfattede formelle udfordringer, forhandlinger, udøvelse af utu (gengældelse/hævn) og fremvisning af mana (prestige og autoritet). Krigeren (toa) var en central samfundsfigur, og færdigheder i Mau Rakau var både en praktisk nødvendighed og et statussymbol.

Taiahaen – det mest prestigefyldte maoriske våben – er en 1,5 til 1,8 meter lang stav af hårdt træ med en udskåret tunge (arero) i den ene ende og en flad klinge (rau) i den anden. Taiahateknik kombinerer stødangreb med den spidse tunge, fejende slag med klingen samt avanceret fodarbejde og undvigelser. Beherskelse af taiahaen var kendetegnet på en erfaren kriger og tohunga (ekspert) – det var aldrig et begynder­våben.

Kolonial undertrykkelse og kulturel genoplivning

Den britiske kolonisering fra 1840 og Landkrigene i 1860'erne-70'erne forstyrrede den traditionelle maoriske kultur alvorligt. Tohunga Suppression Act fra 1907 – som kriminaliserede traditionel maorisk viden og praksis – samt det bredere assimileringspres i kolonitiden fik Mau Rakau til næsten at forsvinde. Viden blev bevaret af et lille antal tohunga rakau (våbeneksperter), som videreførte traditionerne i deres lokalsamfund.

Den maoriske renæssance i 1970'erne-80'erne – en bred kulturel, politisk og sproglig genoplivningsbevægelse – bragte Mau Rakau tilbage som praksis. Te Kohanga Reo (maoriske sprog-reder), kura kaupapa Maori (maoriske sprog­badsskoler) og den bredere bevægelse for at genvinde maorisk identitet skabte institutioner, der igen kunne undervise i og videreføre Mau Rakau. I dag undervises der i det på skoler, universiteter, i lokale grupper og kampsportsorganisationer over hele New Zealand samt i maoriske diasporasamfund internationalt.

Mau Rakau og hakaen

Mau Rakau og hakaen er uadskillelige i den maoriske krigertradition. Hakaen – som nu er kendt verden over gennem rugbyholdet All Blacks' optræden før kampe – er ikke blot en dans, men en forberedelse til kamp, en erklæring om identitet og en udfordring til modstandere. Våbenbevægelserne i Mau Rakau udspringer direkte af hakaens bevægelser og flyder tilbage ind i dem, og de to praksisser deler det samme fysiske ordforråd, den samme energi og det samme kulturelle fundament. En forståelse af Mau Rakau uddyber forståelsen af hakaen ud over dens overfladiske spektakel.

Træning i Mau Rakau

Træning i Mau Rakau videreføres typisk inden for en kulturel ramme, der knytter udøverne til deres whakapapa (slægtslinje) og de krigertraditioner, der tilhører deres iwi (stamme). Træningen omfatter de grundlæggende fodarbejdsmønstre (takahi), stande, våbengreb samt de angrebs- og forsvarssekvenser, der er specifikke for hvert våben. Taiaha er det primære træningsvåben for de fleste udøvere, mens patu, mere og spyd introduceres gradvist.

Parvis kamptræning (som kan være intens og foregå med fuld kontakt med trævåben) udvikler den timing, afstandsbedømmelse og det mod, som traditionen kræver. Integrationen af karakia (bøn/recitation) ved åbningen og afslutningen af træningssessionerne forbinder den fysiske praksis med dens åndelige og kulturelle dimensioner.

Mau Rakau-våben og -udstyr

Taiaha: Det primære Mau Rakau-våben – en stav af hårdt træ på 1,5 til 1,8 meter, udskåret med en tunge (arero) i den ene ende og en flad klinge (rau) i den anden. Traditionelle taiahaer er udskåret af hårdt træ, herunder manuka, totara eller maire. Taiahaer til Træning fremstilles af lettere eller blødere træ af hensyn til sikkerheden ved parøvelser.

Tewhatewha: Et langt våben med et fladt, økseformet hoved – bruges til fejende slag og som signalredskab i kamp af høvdinge, der dirigerer tropper.

Patu og mere: Korte våben til nærkamp, der bruges til slag og stød. Mere – traditionelt fremstillet af pounamu (grønsten/nefritjade) – er blandt de mest tapu (hellige) genstande i maorikulturen og er ofte arvestykker, der går i arv gennem generationer. Træningsversioner fremstilles af træ.

Beskyttelsesudstyr: Traditionel Mau Rakau-Træning brugte ikke beskyttelsesudstyr – hårdhed og konditionering var en del af øvelserne. Moderne undervisning med fokus på sikkerhed anvender polstrede eller lettere Træningsvåben samt passende beskyttelsesudstyr til parøvelser med fuld kontakt.