Mau Rakau

Hvad er Mau Rākau?

Mau Rākau betyder i bred forstand håndtering af våben og henviser til māorisk viden om traditionelle våben, kampkunst og kulturel dannelse. Traditionen hører til Aotearoa New Zealand og kan ikke adskilles fra tikanga, whakapapa, mana, fællesskab og forholdet mellem mennesker og land.

Begrebet dækker ikke over præcis det samme alle steder. Mau Taiaha henviser specifikt til arbejdet med taiahaen, mens Mau Rākau som bredere begreb også kan omfatte andre våben og regionale traditioner. Moderne programmer er ikke en ensartet konkurrencesport og videregives forskelligt afhængigt af iwi, hapū, lærer og organisation.

Mau Rākau er mere end en samling våbenteknikker. Det er en levende kulturel praksis, hvor krop, sprog, historie, forfædre, disciplin og ansvar går op i en højere enhed. [Kilde: https://teara.govt.nz/en/mau-rakau-maori-use-of-weaponry]

Historie og kulturel overlevering

Māori-krigertraditioner udviklede sig i Aotearoa inden for lokale samfund, ledelsesstrukturer og tikanga. Whare-tū-taua, krigens hus eller skole, forbindes i overleveringen med uddannelsen af unge toa. Det præcise indhold og overleveringsformen varierede efter iwi og periode.

Kolonisering, krig, tab af land, assimilering samt undertrykkelse af Māori-sprog og -viden forstyrrede overleveringen. Tohunga Suppression Act fra 1907 nævnes ofte i den bredere historie om undertrykkelsen af traditionel viden, men ikke alle lokale udviklinger inden for Mau Rākau kan udledes direkte heraf.

Under Māori-renæssancen fra 1970'erne og 1980'erne blev sprog, whakapapa, kunst, haka og kampkunst igen synlige og aktivt videregivet. Mita Mohi spillede en vigtig rolle i Mokoia taiaha-wānanga. Ifølge de angivne kilder havde disse i 2007 nået mere end 11.000 mennesker og senere mere end 20.000. Disse tal er kildespecifikke og tidsafhængige. [Kilde: https://teara.govt.nz/en/mau-rakau-maori-use-of-weaponry]

Myte, whakapapa og mana

Overleveringer forbinder våben som taiaha og patu med Tāne, skovens gud, og Tū, krigens gud, sønner af Ranginui og Papatūānuku. Sådanne fortællinger er en del af Māori-mātauranga og mytologien. De præsenteres ikke som empiriske beviser på oprindelse.

De vigtigste våbenkategorier

Taiahaen er et langt traditionelt våben med en arero, en spids og ofte tungeformet ende, samt en bredere krop eller klinge. Tewhatewhaen er et langt våben med en bred rapa og en mata. Pouwhenuaen er et langt trævåben, hvis form og betydning kan variere afhængigt af konteksten.

Patu er en bred samlebetegnelse for korte køller og slagvåben. De omfatter blandt andet patu pounamu eller mere, patu ōnewa af sten, patu paraoa af hvalknogle samt varianter af træ. Kotiate og wahaika er genkendelige korte Māori-våben, som hver har deres egen form og navngivning.

En mere pounamu fremstilles af pounamu, nefrit eller greenstone og har ud over sin historiske våbenkategori en stærk betydning som taonga, lederskabssymbol og arvestykke. Betydningen af materiale, udskæring, navn, overdragelse og brug afhænger af genstanden og fællesskabet.

Våbnene beskrives her som historisk og kulturel arv. Teksten indeholder ingen anvisninger i at slå, stikke, afvæbne eller kæmpe med våben.

Filosofi og Træning

Mau Rākau-Træning kan forbinde fysisk træning med tikanga, whakapapa, mana, disciplin og ansvar. Whare-tū-taua nævnes i traditionelle forklaringer som en kontekst, hvor unge toa blev dannet. Moderne wānanga og undervisning har imidlertid deres eget program, sikkerhedsregler og kulturelle aftaler.

Træning kan bestå af kropsholdning, fodarbejde, rytme, afstand, koordination, kropsbevidsthed, kontrollerede partnerøvelser og håndtering af sikre træningsvåben. Māori-termer og øvelsernes betydning kan variere fra iwi til iwi, fra hapū til hapū og fra lærer til lærer.

Pūkana er især kendt som et kraftfuldt ansigtsudtryk inden for Māori-performance og haka. Det er ikke automatisk en universel teknisk øvelse på alle Mau Rākau-skoler. Også termer som wewero bør bruges med udgangspunkt i kilden og konteksten.

Respekt for våbnet, læreren, partneren, forfædrene og samfundet står centralt. Moderne Træning bør foregå med egnede træningsmaterialer og kyndig vejledning; historiske beskrivelser er ikke praktiske kampinstruktioner.

Mau Rākau, haka og kulturel kontekst

Mau Rākau og haka kan have et fælles fysisk og kulturelt sprog i maoriske krigertraditioner, men de er ikke den samme disciplin. Haka findes i forskellige former og har forskellige funktioner, herunder velkomst, mindehøjtidelighed, identitet og udfordring. All Blacks’ haka er ikke en generel Mau Rākau-lektion.

Mana henviser i forskellige sammenhænge til autoritet, prestige, styrke og ansvar. En taonga kan være knyttet til whakapapa og historie, men sådanne betydninger er ikke identiske for alle genstande eller fællesskaber.

Mau Rākau bør derfor ikke udelukkende forstås som en kampsport eller som eksotisk våbentræning. Den kulturelle forbindelse til sprog, land, forfædre, fællesskab og tikanga er afgørende.

Mau Rākau i Nederland

Mau Rākau er langt mindre synligt i Nederlandene og Europa end kampsporter med en fast forbundsstruktur. På baggrund af de leverede oplysninger findes der ikke en fuldstændig, aktuel liste over ugentlige dojoer eller konkurrencer i Nederlandene. Aktiviteterne synes primært at forekomme som kulturel wānanga, demonstrationer, workshops eller programmer om Māori-arv.

Wereldmuseum Leiden, tidligere Museum Volkenkunde, udgør en vigtig nederlandsk kontekst. Ifølge de leverede museumskilder blev en waka taua og en waka tete kura overdraget til museet i 2010. Nederlandske frivillige, herunder personer med tilknytning til K.S.R.V. Njord, hjælper med at sejle og vedligeholde wakaerne i henhold til den aftalte tikanga. [Bron: https://leiden.wereldmuseum.nl/nl/zien-en-doen/activiteiten/maori-weekend; https://leiden.wereldmuseum.nl/nl/matariki/ondersteun-de-waka-vrijwilligers]

Waka-træning, Te Reo, ceremonier, haka og Mau Rākau må ikke fremstilles som én og samme praksis. Om en workshop finder sted, hvem der leder den, og hvilken kulturel autoritet der står bag, skal kontrolleres for hvert program og hver kilde. Det nævnte Pouwaru-krav fastlægges derfor ikke som en generel regel.

Mere pounamu

En mere er en kort, bred, bladformet patu. En mere pounamu fremstilles af nefrit eller greenstone og kan gives videre som symbol på rangatira, lederskab og whakapapa. I andre regioner bruges mere også om tilsvarende former i træ, hvalben eller sten.

En mere kan bære et navn, en historie og mana. Særlige eksemplarer blev bevaret, givet videre eller skænket som tegn på tillid. Fremstillingen af en pounamu-mere er arbejdskrævende og forbundet med materialets egenskaber og oprindelse.

Mere indgår desuden synligt i māorisk symbolik, herunder Kotahitanga-flaget. Betydningen af et specifikt objekt bør forklares ud fra den pågældende iwi-, whānau- eller samlingskontekst.

Kotiate, tewhatewha og pouwhenua

En kotiate er en kort kølle af træ eller hvalben. Navnet forklares ofte ud fra koti, at skære eller dele, og ate, lever, muligvis på grund af den fligede form. Etymologien præsenteres som en gængs forklaring, ikke som en absolut sikkerhed.

En tewhatewha er et langt traditionelt våben med en bred rapa og en mata i den anden ende. I historiske beskrivelser havde genstanden ud over en krigsmæssig også en signalgivende og ceremoniel kontekst.

Pouwhenua betyder også landpæl. Som pou whenua markerer en rigt udskåret pæl en grænse eller et betydningsfuldt sted og fortæller en historie om tangata whenua, forfædre og land. Som våben tilhører pouwhenua en anden, lang kategori sammen med blandt andre tewhatewha og taiaha.

Patu og wahaika

Patu er en bred betegnelse for korte māoriske køller samt redskaber, der ikke er våben. Patu pounamu eller mere, patu ōnewa, patu paraoa og trævarianter adskiller sig i materiale og regional navngivning. Patu muka blev brugt til forarbejdning af hørfibre, og patu aruhe til behandling af spiselige bregnerødder.

Wahaikaen er en kort kølle af træ eller hvalknogle. Navnet forbindes ofte med indskæringens form, som beskrives som en fiskemund. Udskårne wahaikaer kunne ud over deres historiske krigsmæssige betydning også have en ceremoniel rolle under rangatiraers taler.

En sammenligning mellem wahaika og Mapuchernes clava er blevet nævnt som et muligt tegn på førkolumbiansk kontakt mellem Polynesien og Sydamerika. Dette er fortsat spekulativt og betragtes ikke som en dokumenteret historisk forbindelse.

Kulturarv, film og offentlig opfattelse

The Dead Lands (2014) er en moderne film, hvor Māori-krigerkultur og våben spiller en vigtig rolle. En filmisk fremstilling er dog koreografi og dramatisk iscenesættelse, ikke en fuldstændig gengivelse af Mau Rākau.

Verdensmuseer og kulturinstitutioner kan placere Mau Rākau, waka, haka og andre Māori-traditioner i programmer om globale kampkunstarter og identitet. Sådanne aktiviteter er folkeoplysning og kulturarvsoplevelser, ikke et bevis på, at alle elementerne udgør én ensartet kampkunst.

Hvis man vil lære Mau Rākau at kende, bør man søge et program med en tydelig Māori-kulturel kontekst, kvalificeret vejledning, respekt for tikanga og sikre træningsmaterialer. Det rigtige spørgsmål er ikke kun, hvilke våben der vises, men også hvem kundskaben kommer fra, og inden for hvilken relation den gives videre.

Mau Rākau som levende tradition

Mau Rākau forbinder våbenkundskab med sprog, land, forfædre, fællesskab, lederskab og kropsligt udtryk. Taiaha-wānanga, museumsprogrammer og kulturelle sammenkomster viser forskellige måder, hvorpå denne viden gives videre i dag.

Kernen i den nederlandske præsentation er derfor kulturel og pædagogisk: ikke at efterligne historisk kamp, men at forstå Māori-arv, betydningen af taonga og det ansvar, der følger med at give den videre. [Kilde: https://teara.govt.nz/en/mau-rakau-maori-use-of-weaponry; https://amsterdam.wereldmuseum.nl/en/whats-on/exhibitions/martial-arts/martial-arts-communities]