Oliebrodning

Oliebrodning

  • Tyrkiets nationalsport og verdens ældste kontinuerligt afholdte sportsbegivenhed – afholdt i Kırkpınar siden 1361. Olieindsmurte læderbukser, elitebrydere kendt som pehlivaner og seks århundreders ubrudte tradition. En immateriel kulturarv på UNESCO's liste.

Stats

Oprindelse
Kalkun
Grundlagt
1361
Organisation
Det Tyrkiske Brydeforbund

Yagli Gures (tyrkisk: »oliebrydning«) er Tyrkiets traditionelle brydning – en af verdens ældste sportsgrene, der stadig dyrkes kontinuerligt, og Tyrkiets nationalsport. Bryderne (pehlivan) smører deres kroppe og læderbukser (kispet) ind i olivenolie før konkurrencen, hvilket skaber en helt unik udfordring med glatte greb, der kræver enestående styrke, teknik og beslutsomhed. Kirkpinar-oliebrydningsfestivalen i Edirne, som har været afholdt hvert år siden 1361, anerkendes som verdens ældste sportsbegivenhed, der stadig afholdes kontinuerligt – hvilket gør Yagli Gures til et levende bindeled til den før-osmanniske tyrkiske krigerkultur. Yagli Gures blev optaget på UNESCO's repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv i 2010 og er langt mere end en sport – det er et dybt udtryk for tyrkisk national identitet.

Historie

Kirkpinar – verdens ældste sportsbegivenhed

Legenden om Kirkpinar-festivalens grundlæggelse går tilbage til 1357, hvor den osmanniske sultan Orhan Gazis styrker slog lejr nær Edirne under et militært felttog. Fyrre krigere begyndte at brydes for at få tiden til at gå; to af dem var så jævnbyrdige, at de brydes gennem natten og ind i den følgende dag, hvorefter de begge døde af udmattelse. De blev begravet dér, hvor de faldt, og ifølge legenden voksede der roser (kirk pinar – fyrre kilder) op fra deres grave. Den første dokumenterede Kirkpinar-turnering fandt sted i 1361, og den er blevet afholdt hvert år siden – gennem krige, epidemier og politiske omvæltninger i seks et halvt århundrede.

Olivenoliens rolle er både praktisk og symbolsk. Olivenolie var en almindelig handelsvare i det osmanniske rige, og når kroppen blev smurt ind i olie, blev traditionelle grebsteknikker umulige – hvilket tvang udviklingen af et særpræget teknisk system bygget op omkring kispet (læderbukserne), som giver det primære grebspunkt. De største pehlivaner er nationale helte i Tyrkiet – titlen Baspehlivan (chefbryder), som vindes ved Kirkpinar, har en kulturel prestige, der kan sammenlignes med et nationalt fodboldmesterskab.

Regler og teknisk system

En kamp vindes ved at kaste modstanderen på ryggen, løfte vedkommende fra jorden og bære dem tre skridt eller tvinge dem til at overgive sig. Det primære greb er kispet – læderbukserne – som bryderne griber fat i indefra, hvilket skaber et usædvanligt, men stabilt kontrolpunkt. Kampe har ingen tidsbegrænsning i det traditionelle format, men moderne konkurrencer bruger tidsbegrænsninger med pointgivning til at afgøre vinderen, hvis der ikke opnås et fald.

Pehlivanens etiske kodeks – ridderlighed, respekt for modstanderne, beskedenhed i sejr og værdighed i nederlag – er lige så vigtigt som tekniske færdigheder i traditionen. Musikken fra davulen (trommen) og zurnaen (blæseinstrumentet), der ledsager kampene, knytter sporten til dens dybe kulturelle rødder.

Træning

Træning i Yagli Gures

Træning i Yagli Gures er fysisk krævende og opbygger den exceptionelle styrke i overkroppen, grebsstyrke og kernestyrke, der kræves for at kontrollere en olieret modstander. Træningen omfatter brydningstræning med kispet, styrke- og konditionstræning samt en gradvis opbygning af teknisk viden gennem mange års konkurrenceerfaring. Brydemiljøet i Tyrkiet er organiseret gennem regionale tekke (træningshaller), og karrierevejen fra barnlig konkurrencebryder til Baspehlivan strækker sig typisk over to til tre årtier.

Træning i olivenolie er afgørende for at udvikle de specifikke grebs- og balancefærdigheder, som sporten kræver – tørtræning genskaber ganske enkelt ikke konkurrenceforholdene. Seriøse pehlivan træner regelmæssigt med olie gennem hele konkurrencesæsonen.