Yağlı Güreş

Hvad er Yağlı Güreş?

Yağlı Güreş, også kaldet tyrkisk oliebrydning, er den traditionelle tyrkiske form for brydning, hvor pehlivanerne smører deres krop og læderkıspet ind i olivenolie. Olien gør et almindeligt greb svært. Derfor handler teknikken om balance, styrke, timing, kontrol og korrekt brug af kıspet som gribepunkt.

Sporten dyrkes normalt på en græsplæne og er tæt forbundet med tyrkisk historie, musik, ritualer og gæstfrihed. Yağlı Güreş er ikke det samme som olympisk freestyle- eller græsk-romersk brydning, selv om disciplinerne deler kast- og kontrolteknikker.

• Pehlivan - bryderen; titlen henviser til mod, dygtighed og mesterskab.
• Kıspet - læderbukserne, der går til lige under knæet, og som i mange teknikker udgør det vigtigste gribepunkt.
• Olivenolie - gør det svært at få greb om hud og tøj og giver sporten dens særlige tekniske karakter.
• Kırkpınar - årets tyrkiske højdepunkt i Edirne, hvor titlen başpehlivan er hovedpræmien.

Oprindelse og historisk udvikling

Former for olieret brydning forbindes i forskellige kilder med oldtidens samfund i Mesopotamien, Egypten, Thrakien, Balkan, Grækenland og Rom. Også i andre tyrkisktalende områder findes beslægtede folkebrydningstraditioner under navne som Köraş, Khuresh og Kurash. Disse ligheder viser en bred brydehistorie, men beviser ikke, at hver moderne form har én ubrudt oprindelse.

I Anatolien blev Yağlı Güreş påvirket af Karakucak Güreşi, en traditionel form for fri brydning, der forbindes med seldsjukkernes og senere Det Osmanniske Riges historie. I Det Osmanniske Rige udviklede bryderne sig i tekke, træningssteder, der både kunne have en fysisk og spirituel funktion.

Kırkpınar

Kırkpınar i Edirne er den mest kendte Yağlı Güreş-festival. Kilder angiver forskellige begyndelsesår, herunder 1346, 1361 og 1362, afhængigt af om man tager udgangspunkt i en legendarisk tradition, den første konkurrence eller turneringens kontinuitet. Derfor er den omhyggelige formulering, at Kırkpınar er en århundredgammel og fortsat organiseret tyrkisk brydningsfestival.

Den kendte oprindelseslegende fortæller om fyrre osmanniske krigere, der brydede med hinanden under et felttog. Navnet Kırkpınar forklares ofte med kırk pınar, »fyrre kilder«. Legenden er kulturelt vigtig, men bør adskilles som legende fra den dokumenterede konkurrencehistorie.

Kırkpınar beskrives ofte som en af verdens ældste kontinuerligt organiserede sportsbegivenheder. Yağlı Güreş har siden 2010 været optaget på UNESCO's repræsentative liste over menneskehedens immaterielle kulturarv.

Regler og konkurrencesystem

En bryder taber, når ryggen rører jorden på grund af modstanderens handling, når han sidder bagover på begge hænder, eller når begge albuer eller en albue og en hånd rører jorden. En kamp kan også afgøres, når en bryder løfter sin modstander, bærer ham tre skridt eller drejer rundt med ham.

Grebet i kıspet er karakteristisk. At føre en arm gennem modstanderens bukser og derfra opbygge kontrol kaldes paça kazık. En kıspet, der glider så langt ned, at kønsdelene bliver synlige, kan ifølge reglerne medføre nederlag. En god pasform og respektfuld overholdelse af reglerne er derfor vigtig.

Historisk kunne kampe vare ubegrænset og fortsætte i timevis eller endnu længere. Moderne formater bruger tidsbegrænsninger, som varierer efter kategori og organisation. De angivne kilder nævner blandt andet tredive minutter for visse kategorier og fyrre minutter for hovedklassen, med mulig forlængelse eller afgørelse på point. Kontrollér altid det aktuelle reglement.

Vinderen af hovedturneringen får titlen başpehlivan, ‘hoved- eller vigtigste bryder’, samt en pengepræmie. En pehlivan, der vinder tre år i træk, kan modtage et guldbælte. Også lavere placeringer og deltagelse kan belønnes.

Træning i Yağlı Güreş

Træning udvikler styrke i overkroppen, grebsstyrke, hofte- og corekontrol, balance og evnen til at arbejde fra en glat position. Pehlivaner øver sig med kıspet, træner kast og kontrolpositioner og opbygger deres tekniske erfaring gennem mange års konkurrencer.

At træne med olie er vigtigt, fordi brydning uden olie ikke fuldt ud efterligner de specifikke grebs- og balanceudfordringer ved Yağlı Güreş. Sporten kræver en gradvis opbygning og kyndig vejledning, især ved løft, drejninger og fald.

Tekke og brydefællesskab

Historiske tekke var mere end almindelige træningssale: De kunne fungere som mødesteder, hvor fysisk træning, disciplin, spiritualitet og sociale værdier mødtes. Idealet for en pehlivan omfatter ud over tekniske færdigheder også respekt, beskedenhed i sejren og værdighed i nederlaget.

Ritual og betydning

Peşrev er den ceremonielle åbning af en Yağlı Güreş-kamp. Den er samtidig en teatralsk introduktion, opvarmning og bønneritual. Bryderne stiller sig op, bevæger sig rytmisk, hilser på hinanden og lytter til cazgır, ceremonimesteren og speakeren.

Håndkontakten under ceremonien symboliserer kammeratskab og gensidig respekt. I den tyrkiske tradition kan en bryder efter en sejr eller et nederlag også vise respekt for en ældre modstander ved at kysse dennes hånd. Davul og zurna ledsager kampene og forbinder sportsøjeblikket med regional musik og festkultur.

Tøj og udstyr

Kıspet er en læderbuks, der går til lige under knæet, og fremstilles, så den passer individuelt. Ældre kıspets af bøffellæder kunne være langt tungere end moderne modeller. I dag bruges ofte kıspets af kalvelæder; vægten varierer afhængigt af materiale, model og oliemængde.

Pehlivan bryder som regel barfodet og med overkroppen fri. Olivenolie påføres kroppen og kıspet før og under arrangementet. Olien har en teknisk effekt, men er også en del af ritualet og sportens karakteristiske visuelle udtryk.

Yağlı Güreş i Nederland

I Nederland er Yağlı Güreş ikke en bredt dagligt organiseret konkurrencesport. Sporten forekommer her primært i form af kulturelle demonstrationer, lejlighedsvise arrangementer og mindre workshops. Det passer med sportens rolle som en del af den tyrkiske kulturarv, men betyder ikke, at der ikke findes individuelle udøvere eller organiserede initiativer.

Organisationer som Türkevi Amsterdam har tidligere arrangeret arrangementer og udgaver, hvor Yağlı Güreş blev vist som en forbindelse mellem det tyrkiske samfund og det nederlandske samfund. Kulturelle festivaler i byer med et stort tyrkisk-nederlandsk samfund kan invitere pehlivaner til en demonstration eller et arrangement.

Der findes også rekreative underholdningsaktiviteter, som bruger betegnelsen oliebrydning. De står adskilt fra den århundredgamle Yağlı Güreş-tradition, den tyrkiske konkurrencekultur og pehlivan-uddannelsen. Hvis man vil træne eller overvære et arrangement, bør man derfor først undersøge, hvem arrangøren er, hvilke regler der gælder, og om der er tale om sport, demonstration eller underholdning.

Konkurrencer uden for Tyrkiet

Der findes organiserede Yağlı Güreş-konkurrencer uden for Tyrkiet. I Nederland forbindes konkurrencer og initiativer blandt andet med Koninklijke Nederlandse Krachtsport en Fitnessfederatie, KNKF. Arrangementernes omfang, kalender og aktuelle status kan ændre sig og bør kontrolleres hos arrangøren.

Til de store traditionelle konkurrencer rejser entusiaster og brydere ofte til Tyrkiet. Türkiye Güreş Federasyonu og arrangørerne af Kırkpınar offentliggør de officielle konkurrenceoplysninger og den aktuelle kalender.

Yağlı Güreş i den tyrkiske brydekultur

Güreş betyder brydning og kan i Tyrkiet henvise til et langt bredere område end kun oliebrydning. Çayır güreşi er folkebrydning på græs; minder güreşi er olympisk brydning på måtten. Karakucak Güreşi og Yağlı Güreş er landlige folkebrydningsstilarter, mens Aba Güreşi, Aşırtmalı Aba, Kısa Şalvar, Kuşak eller Tatar Güreşi og Şalvar Güreşi er regionale varianter.

De forskellige stilarter bruger deres eget tøj, underlag, greb, ritualer og kampregler. Yağlı Güreş bør derfor ikke beskrives som olympisk brydning med olie.

Sportsbrydning i Tyrkiet

Ud over folkebrydning dyrkes freestylebrydning og græsk-romersk brydning i Tyrkiet. Tyrkiske hold har opnået internationale resultater ved verdensmesterskaber. Turneringer som Yaşar Doğu og Vehbi Emre & Hamit Kaplan er eksempler på den organiserede sportsbrydningskalender.

Kendte pehlivaner

Historiske og moderne navne, der forbindes med Yağlı Güreş, omfatter Kel Aliço, Koca Yusuf, Katrancı Mehmet Pehlivan, Adalı Halil, Hergeleci İbrahim, Kızılcıklı Mahmut, Kurtdereli Mehmet, Bandırmalı Kara Ali, Tekirdağlı Hüseyin, İbrahim Karabacak, Ahmet Taşçı, Recep Kara, Ali Gürbüz, İsmail Balaban, Orhan Okulu, Fatih Atlı, Mehmet Yeşilyeşil og Osman Aynur.

Nogle navne optræder også i kilder med regionale betegnelser, såsom Kızılcıklı Mahmut fra Silistra, Katrancı Mehmet fra Shumen, Kara Ahmet fra Razgrad, Başol Yağcı fra Sındırgı og İzzet fra Silivri. De dobbelte omtaler fra den indsendte liste er samlet.

Ağaer

Ağaerne spiller en støttende og ceremoniel rolle omkring Kırkpınar. Blandt de nævnte ağaer er Süleyman Şahin, Gazanfer Bilge, Alper Yazoğlu, Hüseyin Şahin og Seyfettin Selim. Det guldbælte, som nogle ağaer har fået tildelt, skal adskilles fra det guldbælte, som en pehlivan kan vinde gennem successive sportslige sejre.

Konkurrencer og udmærkelser

Başpehlivanen er vinderen af den højeste kategori i hovedturneringen. Ud over titlen kan der tildeles pengepræmier, udmærkelser og rejsegodtgørelser. I nogle formater modtager anden- og tredjepladserne også en præmie.

De præcise kategorier, tidsgrænser, pointtælling og betingelserne for et gyldent bælte afhænger af det aktuelle reglement. Historiske regler og moderne turneringsregler bør ikke blandes sammen uden forklaring.

Se eller lær Yağlı Güreş at kende

Ved et arrangement kan man lægge mærke til peşrev, musikken, kıspet, påføringen af olie og den måde, pehlivaner viser respekt på. En demonstration viser ofte ritualet og den kulturelle betydning, mens en konkurrence desuden følger et strengt teknisk og fysisk system.

For interesserede i Nederlandene er det en god idé at indhente aktuelle oplysninger direkte hos en kulturorganisation, et brydeforbund eller arrangøren. Kontrollér, om arrangementet er en egentlig Yağlı Güreş-konkurrence, en demonstration, en workshop eller en underholdningsaktivitet.

Yağlı Güreş i billeder

Billeder af Yağlı Güreş viser ofte grønne græsarealer, indsmurte pehlivaner, skinnende kıspets i læder, musik fra davul og zurna samt den ceremonielle peşrev. Disse billeder hører sammen med en sport, hvor konkurrence, ritualer, historie og fællesskab ikke kan adskilles fra hinanden.

Olien gør sporten umiddelbart genkendelig, men kernen er stadig brydning: position, greb, balance, kast, løft og respekt for modstanderen.