En god kickboxingkombination fortæller næsten hele sportens historie. Slagene indleder angrebet, et spark følger, og kæmperen bevæger sig videre til en ny position. Bag det samspil, der virker så naturligt, ligger møder mellem karateudøvere, thaiboksere, boksetræner og arrangører, som ville finde ud af, hvad der virkede i en kamp, der fortsatte efter den første udveksling.
Kickboxingens historie følger derfor flere forskellige veje. I Japan opstod der i 1960'erne en genkendelig ringsport. I USA udviklede full-contact-karate sig i sin egen retning. Hollandske træningscentre føjede en indflydelsesrig træningskultur til. Senere samlede K-1, World MAX og GLORY disse spor foran et stort internationalt publikum.
Denne historie følger de mennesker, idéer og kampformer, der står bag udviklingen. Det er ikke kun mesteren med pokalen, der hører til i fortællingen, men også træneren med slagpuderne, de første deltagere i en ny turnering og de udøvere, der gør træningscentret til deres faste mødested.
Kickboxing begynder med et møde
Kickboxing blev en selvstændig sport, fordi mennesker forbandt teknikker og idéer om konkurrence fra forskellige verdener. Boksning bidrog med erfaring inden for runder, organisering af kampe i ringen, slagteknik og professionelle stævner. Karate bidrog med kæmpere og et stort repertoire af spark. Muay Thai viste en udviklet konkurrencekultur, hvor slag, spark, knæstød og nærkamp gik op i en højere enhed.
Det skete ikke på samme måde alle steder. De japanske arrangører i 1960'erne arbejdede under andre vilkår end karatemiljøet i USA. Fælles for begge udviklinger var ønsket om at afprøve færdigheder i en kamp, der fortsatte efter den første udveksling. En kombination skulle ikke kun udføres flot, men også virke, når modstanderen slog igen.
Derfor er det interessant at betragte kickboxing som en familie af beslægtede sportsgrene. Nogle grene lægger vægt på slag og høje spark, mens andre også bruger low-kicks og knæstød. De har meget til fælles, men netop forskellene viser, hvordan sporten har udviklet sig.
Ældre kampkunster, en moderne sport
Længe før moderne kickboxing brugte mennesker både hænder og fødder i kamp. Sådanne ligheder giver en bred kulturel baggrund. Men den kickboxing, vi kender i dag, opstod i et konkret, moderne miljø præget af træningscentre, arrangører, handsker, medier og international udveksling.
Netop den forskel gør fortiden mere levende. En nutidig ringsport voksede ikke af sig selv ud af én gammel teknik. Nogen måtte arrangere en kamp, finde modstandere og aftale, hvad der var tilladt. Trænere måtte derefter finde ud af, hvordan de skulle forberede eleverne til kampen.
Historien handler altså om mere end opfindelsen af et navn. Den handler også om træningsformer, rejseerfaringer og den organisation, der gjorde enkeltstående møder til en tilbagevendende sport. Her spillede ældre kampkunster en stor rolle, mens den moderne organiserede konkurrencesport har sin egen historie.
Thailand som en vigtig inspirationskilde
Da japanske karateudøvere og arrangører begyndte at interessere sig for thaiboksning, mødte de en sport med sin egen verden omkring ringen. Muay Thai havde kæmpere, trænere, stadioner og et publikum, der fulgte nøje med i kampenes kvalitet. Det var langt mere end en samling spektakulære teknikker.
For de besøgende var samspillet mellem teknikkerne og kampens rytme vigtigt. Et spark kunne ikke ses løsrevet fra stillingen bagefter. Boksning skulle tilpasses det, der kunne ske med benene. På kort afstand kunne knæ og clincharbejde ændre kampen igen. De erfaringer gav meget at arbejde videre med.
Den thailandske indflydelse var derfor til stede allerede tidligt i udviklingen af japansk kickboxing. Den kom ikke først til i firserne. Senere møder og udenlandske mestre gjorde udvekslingen stadig mere synlig, men interessen for Thailand var der fra begyndelsen.
Japanske karateudøvere træder ind i den thailandske ring
Et velkendt pejlemærke er mødet mellem japanske karateudøvere og thailandske modstandere på Lumpinee-stadion. International Karate Organizations egen historiske fremstilling daterer mødet til februar 1964 og nævner to japanske sejre og ét nederlag.
Et sådant møde rejste helt konkrete spørgsmål. Hvad ændrede sig, hvis en modstander angreb på en anden afstand? Hvordan reagerede man på et lavt spark? Hvad skete der, hvis kampen ikke blev afbrudt efter et slag? Svarene kom ikke kun fra en samtale bagefter, men fra erfaringerne i selve kampen.
Kenji Kurosaki fik en vigtig rolle i den videre udveksling mellem karate og kickboxing. Lærere og kæmpere tog deres erfaringer med i træningslokalet og tilpassede deres træning. Det er et gennemgående mønster i sportens historie: Et internationalt møde får først for alvor betydning, når nogen begynder at øve sig på det, de har lært, hver dag.
Osamu Noguchi giver den nye sport en scene
Boksepromotoren Osamu Noguchi var med til at omsætte den japanske interesse til et organiseret sportstilbud. Hans bidrag var ikke kun et nyt navn. En promotor bringer modstandere, publikum, et sted og et kampprogram sammen. Det giver sporten mulighed for at vende tilbage og udvikle sin egen identitet.
I 1966 tog den japanske organisation yderligere form, og der blev afholdt et kickboxingstævne i Osaka. Mødet mellem karate og thaiboksning fik dermed sin egen scene foran et publikum. Det blev muligt ikke bare at tale om forskellige stilarter, men også jævnligt at se kæmpere møde hinanden.
Flere mennesker var involveret i den udvikling. Baggrunde inden for karate, interessen hos pionerer som Tatsuo Yamada og den praktiske viden hos kæmpere og lærere gik hånd i hånd med Noguchis organisatoriske arbejde. Historien bliver rigere, når man holder øje med det samarbejde i stedet for at tilskrive én opfinder alle idéerne.
Fra et stævne til et genkendeligt miljø omkring ringen
En sport bliver velkendt, når folk kan følge den regelmæssigt. Tilbagevendende stævner giver publikum mulighed for at genkende kæmpere, huske tidligere resultater og glæde sig til nye møder. For deltagerne opstår der samtidig en grund til at arbejde systematisk på at forbedre sig som kæmpere.
Udviklingen af japansk kickboxing handlede derfor også om miljøet omkring ringen. Trænere opbyggede viden, arrangører vedligeholdt kontakten til Thailand, og talenter fik mulighed for at vise sig frem. Enkeltstående udfordringer mellem kæmpere med forskellige baggrunde voksede til et sportsmiljø med sin egen rytme.
Den proces genkender man senere hos store internationale organisationer. Det er ikke én spektakulær aften, men rækken af stævner, der gør en kæmper til et kendt navn. Publikum lærer kæmperens styrker at kende og forstår dermed bedre, hvad der gør den næste modstander særlig.
Den amerikanske vej begynder på karatemåtten
I USA voksede en anden udviklingslinje frem af konkurrencekarate. I åbne turneringer mødtes udøvere med forskellige baggrunde. Et hurtigt slag, et godt spark og det rette øjeblik til at score et point var centrale elementer i konkurrencen.
Nogle af de kæmpere ville vide, hvordan deres færdigheder klarede sig i sammenhængende runder med fuld kontakt. Det krævede ændringer. Et angreb skulle følges op med forsvar, konditionen fik større betydning under længere slagudvekslinger, og slagteknikken fik et stadig tydeligere præg af boksning.
Joe Lewis blev et af de vigtige navne i den udvikling. Hans kamp mod Greg Baines i 1970 er en velkendt milepæl i USA. Begrebet kickboxing blev i det miljø knyttet til den nye kampform. Den amerikanske udvikling forløb parallelt med den japanske og fik sit eget publikum og sin egen organisation.
Los Angeles 1974 gør full-contact stort
Den 14. september 1974 mødtes flere vigtige udviklingslinjer i Los Angeles Sports Arena. Full-contact-mesterskabet, som forbindes med Professional Karate Association, gav den nye amerikanske kampform en stor scene og opmærksomhed på tv.
Isaias Duenas, Bill Wallace, Jeff Smith og Joe Lewis blev de fire første mestre ved dette arrangement. Deres baggrunde og færdigheder viste, hvor meget talent fra karateverdenen der kunne gå over til kampformen med sammenhængende runder. Mike Anderson spillede en vigtig rolle i organiseringen af mesterskabet.
Betydningen af den aften rækker ud over resultatlisten. En ny sportsgren fik genkendelige ansigter, et program og en fortælling, der kunne sendes i tv. Ved de næste stævner var der mestre at udfordre og præstationer at bygge videre på. Amerikansk full-contact havde fået sit eget synlige udgangspunkt for videre vækst.
Et reglement ændrer måden at kæmpe på
Forskellene mellem konkurrenceformerne påvirkede teknikken direkte. Når spark primært er tilladt over bæltestedet, får afstanden en anden betydning, end når lårene også må angribes. En kæmper må stå anderledes, reagere anderledes på kombinationer og være forberedt på andre opfølgende angreb.
Low-kick er et tydeligt eksempel på det. En slagkombination kan slutte med et angreb på benet. En modstander, der retter al sin opmærksomhed mod hovedet, skal også kunne reagere på angreb længere nede. Sådan opstår nye samspil mellem hænder, ben, kropsholdning og timing.
I K-1-lignende konkurrenceformer spiller knæstød også en rolle. Samtidig afgør reglerne for fastholdelse og afbrydelser, hvor længe der kæmpes på kort afstand. Reglementet er derfor ikke bare en liste for dommeren. Det er med til at forme kampens stil.
Europa udvikler egne konkurrencer og netværk
Den internationale udbredelse skete gennem folk, der trænede sammen, besøgte instruktører og arrangerede kampe. Karate og andre kampsportsgrene havde allerede skoler og netværk uden for deres oprindelseslande. De kontakter hjalp de nye konkurrenceformer med at finde fodfæste.
I Europa overtog man ikke blot én udenlandsk tilgang. Arrangører og trænere havde forskellige baggrunde og arbejdede i forskellige sportskulturer. Konkurrenceformerne blev afprøvet, organiseret og videreudviklet. Det gav deltagerne nye muligheder for at møde modstandere uden for deres egen skole.
Forbundene banede vejen for næste skridt. Fælles aftaler, mesterskaber og internationale kontakter gjorde det muligt at afholde regelmæssige konkurrencer. Den organisatoriske udvikling gik hånd i hånd med væksten blandt professionelle stævnearrangører. Begge spor har bidraget til den alsidige sport, vi i dag kalder kickboxing.
Den nederlandske forbindelse til Japan
For Nederlandene er 1975 et vigtigt årstal. Jan Plas, Peter van den Hemel og Jan van Looijen rejste til Japan på træningsophold. Der stiftede de bekendtskab med kickboxing og vendte hjem med en ambition om at udvikle sporten i Nederlandene.
Året efter fulgte en synlig milepæl i konkurrencerne. Den 31. maj 1976 blev der afholdt et kickboxingstævne i Jaap Edenhal i Amsterdam. Sportskoler, arrangører og kæmpere byggede derefter videre på deres eget miljø for træning og konkurrencer.
Mejiro Gym og Chakuriki fik et stort navn. Sådanne klubbers betydning lå i den daglige videregivelse: trænere organiserede undervisningen, eleverne lærte kampenes rytme, og dygtige kæmpere tiltrak nye generationer. Den omfattende hollandske historie fortjener sin egen fortælling; i den internationale udvikling er det især interessant, hvordan erfaringerne fra Japan fik et nyt kapitel her.
Hollandsk kickboksning udvikler sig i den daglige træning
Det hollandske bidrag er ofte kendetegnet ved samspillet mellem slag og spark. En kombination begynder med hænderne og fortsætter med et spark, eller et spark skaber en ny mulighed for boksning. Overgangen mellem teknikker får stor opmærksomhed i træningen.
Det lærer man ikke kun ved at efterligne en dygtig kæmper. Gentagelser med en partner, træning på pads og øvelser i at reagere på et angreb er tilsammen med til at forme en stil. Trænere tilrettelægger øvelserne, så en bevægelse også fungerer, når tempo, afstand og modstand ændrer sig.
Betegnelsen hollandsk kickboksning beskriver en indflydelsesrig træningskultur, ikke ét fast program, som alle hollandske klubber følger. Klubber og trænere udvikler deres egne særpræg. Netop forskellene mellem dem og den internationale udveksling var med til at gøre den hollandske kampscene stærk.
K-1 samler kæmpere med forskellig baggrund
Med K-1 begyndte en ny international fase i 1993. Kazuyoshi Ishii samlede kæmpere med forskellig baggrund i et genkendeligt turneringsformat. Den første Grand Prix-begivenhed fandt sted den 30. april i Yoyogi-komplekset i Tokyo.
Branko Cikatić vandt den første udgave. Turneringen viste med det samme, hvor spændende en fælles arena kunne være. Et kendt navn eller en imponerende baggrund afgjorde ikke på forhånd, hvordan aftenen ville ende. Vinderen måtte bevise sit værd mod flere modstandere samme dag.
K-1 nød godt af en enkel fortælling: forskellige veje til ringen, én turneringsplan og til sidst én vinder. For sporten var det en effektiv måde at engagere et bredt publikum i komplekse internationale forhold. Kæmpernes baggrund i kampsport var stadig interessant, men det var præstationen inden for det valgte regelsæt, der afgjorde udfaldet.
Sværvægterne giver publikum ansigter at huske
Peter Aerts, Ernesto Hoost og Andy Hug blev velkendte hovedpersoner i de store K-1-år. Deres kampe viste, hvor forskellige løsningerne i ringen kunne være. En kombination, et spark eller måden, en kæmper styrede afstanden på, fik sin egen karakter for fansene.
Hoost opbyggede en særdeles succesfuld Grand Prix-karriere og blev i 2002 den første til at vinde turneringen fire gange. I de senere år kom blandt andre Remy Bonjasky og Semmy Schilt i forgrunden. Nye generationer kom til, uden at de ældre navne gik i glemmebogen.
Tiltrækningskraften lå i den kontinuitet. Seerne huskede tidligere opgør og forventede et andet udfald i en ny kamp. Store arrangementer gjorde individuelle præstationer til en fortløbende sportshistorie. For hollandske fans var det desuden særligt at se så mange kæmpere, der var trænet i Holland, på den verdensscene.
World MAX lader de lettere kæmpere stråle
K-1's historie handler ikke kun om sværvægtere. I 2002 fik vægtklassen op til 70 kilogram sin egen store scene med World MAX. Albert Kraus vandt den første udgave og videreførte den hollandske tilstedeværelse på en ny måde.
Senere fik Masato, Buakaw og Andy Souwer en vigtig plads i historien. Deres kampe viste et stort publikum hurtighed, kombinationer og forskellige tekniske baggrunde. Samspillet mellem thaiboksning, bokseteknik og andre sparketraditioner stod dermed fortsat centralt i udviklingen.
MAX udvidede billedet af kickboxing på topniveau. En lavere vægtklasse gav et andet kamptempo og andre opgør samt sit eget publikum, som fulgte deltagerne. Den udvidelse var med til at forhindre, at den internationale historie udelukkende blev husket som en fortælling om de store sværvægtere.
GLORY og den næste internationale fase
I årene efter K-1's store gennembrud fortsatte organiseringen af sporten med at ændre sig. Eksisterende organisationer, kæmpere og promotere søgte nye muligheder for at skabe opmærksomhed om internationale kampe. Fra 2012 blev GLORY en vigtig scene i den udvikling.
Den 29. juni 2012 meddelte GLORY Sports International, at der var indgået en aftale om at overtage It’s Showtime. Dermed blev kæmpere og organisatorisk viden fra en kendt europæisk organisation samlet i en ny international ramme.
En sådan begivenhed viser, at sportshistorie også handler om organisation. Bag en kendt kamp ligger kontrakter, tv-transmissioner, spillesteder og mennesker, der gør et program muligt. Efter K-1 fortsatte historien gennem nye samarbejder og nye møder, mens træningscentret forblev det sted, hvor kæmperne udførte deres daglige arbejde.
Kvinder er en del af hele sportens historie
En historie om kickboxing bliver mere fuldstændig, når kvinder ikke kun betragtes som en nyere tilføjelse. Deres træning, kampe og karrierer er også en del af udviklingen. Lucia Rijker er et kendt hollandsk navn, som tydeliggør forbindelsen mellem en karriere i kickboxing og en senere boksekarriere.
På GLORY-scenen fik Tiffany van Soest og Anissa Meksen en fremtrædende plads. Van Soest vandt organisationens første kvindetitel i 2016. I december 2017 erobrede Meksen titlen ved GLORY 48 i New York. Deres tekniske kampe giver kvinder en konkret plads i historien om en stor professionel organisation.
Samtidig afgøres en sports størrelse ikke kun af titelkampe. Deltagere på motionshold, trænere og konkurrenceudøvere sikrer tilsammen kontinuiteten. Den, der kun ser på de største kampprogrammer, ser derfor kun en del af de mennesker, der fører kickboxingen videre.
Træningscentret som et sted at lære og høre til
I et træningscenter bliver historien givet videre igen og igen. En træner lærer en elev, hvordan et slag og et spark hænger sammen. En erfaren udøver hjælper en nybegynder med at finde tempoet i en øvelse. Sammen skaber de en velkendt måde at træne på.
Antropologen Jasmin Rana undersøgte ladies-onlykickboxing ved selv at træne med og tale med deltagerne. I hendes beskrivelse er kvindernes erfaringer fra to træningscentre i centrum. Det at lære færdigheder, glæden ved at bevæge sig og betydningen af træningsmiljøet får her deres egen stemme.
Det perspektiv giver et bredere billede af sportens historie. Folk kommer ikke kun i træningscentret for senere at vinde en titel. De lærer deres krop at kende, holder kontakten med andre og opbygger en rutine. Den måde, deltagerne selv tilrettelægger deres træning på, er lige så meget en del af kickboxingens udvikling som et internationalt stævne.
WAKO opbygger en international sportsstruktur
Sideløbende med de professionelle stævner voksede der en forbundsstruktur frem. WAKO blev grundlagt i Berlin i 1977 og afholdt sit første verdensmesterskab i 1978. Fælles regler og internationale turneringer hjalp deltagerne med at finde vej til konkurrencer uden for deres eget land.
Organisationen skelner mellem tre ringdiscipliner: full-contact, low-kick og K-1. Derudover findes der fire tatamidiscipliner: point fighting, light-contact, kick-light og musical forms. Det brede udvalg viser, hvor mange betydninger betegnelsen kickboxing har fået i international sport.
Den 20. juli 2021 opnåede WAKO fuld anerkendelse fra Den Internationale Olympiske Komité efter den foreløbige anerkendelse i 2018. Det var et vigtigt skridt for forbundet inden for den olympiske bevægelse. Anerkendelse af et forbund er dog en anden beslutning end optagelse af sporten på programmet for De Olympiske Lege.
Udstyret udvikler sig i takt med træningen
En handske er også et stykke sportshistorie. Når der udveksles slag gennem flere runder, får udstyr, pasform og brugen af hænderne en fast plads i forberedelserne. Bandager indgår som en del af træningsrutinen.
Ved partnerøvelser med spark kommer skinnebensbeskyttere i brug. De passer til den måde, et moderne træningscenter organiserer mange gentagelser på og lader deltagerne arbejde sammen om teknikken. En tandbeskytter og andet beskyttelsesudstyr hører med til øvelsesformen og den kontakt, træningen er tilrettelagt til.
Udstyret gør forbindelsen mellem fortiden og din egen træning helt konkret. Det, der blev brugt i en historisk kamp, behøver ikke at være det samme som det, du bruger til teknisk træning. Udstyret passer til opgaven: at gentage slag og spark på sandsækken, reagere på puder eller øve med en partner. I særskilte købs- og udstyrsguider kan du sammenligne, hvordan udstyret bruges i dag.
Fjernsyn, fortællinger og blikket på ringen
Medierne har været med til at gøre sportsudøvere til kendte navne. De amerikanske full-contact-mesterskaber fik tv-dækning, mens K-1 præsenterede store arrangementer og tilbagevendende turneringsfortællinger for et internationalt publikum. En seer behøvede ikke at bo i samme by for at følge en kæmper.
Det ændrede også, hvordan sporten blev husket. Finalen og det spektakulære træf bliver let hængende i hukommelsen. Træningen, de tidligere runder og sparringspartnerens rolle træder hurtigere i baggrunden. Ser man ældre kampe mere grundigt igennem, får man et bedre indblik i tempoet og de valg, en kæmper måtte træffe.
En god fortælling om sporten kan vise begge sider. Den store aften skaber spænding; det daglige arbejde gør det forståeligt, hvordan man når dertil. Den kombination holder historien interessant både for tilskueren på tribunen og for udøveren, der selv skal træne igen næste dag.
En international sport i stadig forandring
Kickboxing er vokset, fordi folk blev ved med at udveksle erfaringer og tilpasse sig. Trænere rejste, elever tog erfaringer med hjem, og arrangører gjorde nye møder mulige. Den samme bevægelse er stadig synlig, når en kæmper skifter træningsmiljø, eller et arrangement når ud til et nyt publikum.
Reglerne udvikler sig også fortsat. I januar 2025 præciserede GLORY for eksempel, hvordan en kort clinch håndteres, og hvordan tydelig effekt bedømmes. Sådan en ændring viser, at en konkurrenceform ikke ligger fast for altid. Arrangørerne bliver ved med at fastlægge, hvordan kampene i deres turnering ledes og bedømmes.
Grundlaget er stadig genkendeligt: at lære at kombinere slag og spark, forstå afstanden og kunne reagere, når omstændighederne ændrer sig. I ringen bliver det sat på prøve på højt niveau. I træningslokalet får en langt større gruppe mennesker mulighed for at udforske den samme tekniske verden skridt for skridt.
Kickboxingens historie på en tidslinje
Disse milepæle viser, hvordan forskellige udviklingslinjer voksede side om side og senere mødtes. Tidslinjen følger derfor både begivenheder i ringen og de organisationer, der var med til at føre sporten videre.
Japan og den amerikanske udviklingslinje
- 1964: karateudøvere i den thailandske ring. Kyokushins historiske tidslinje omtaler et møde på Lumpinee i februar med to japanske sejre og ét nederlag.
- 1966: Organiseret kickboxing i Japan. En japansk organisation og et stævne i Osaka er med til at give den nye ringsport sin egen plads.
- 1970: En amerikansk milepæl. Joe Lewis kæmper mod Greg Baines som led i udviklingen af full-contact-karate.
- 1974: Los Angeles på tv. Duenas, Wallace, Smith og Lewis bliver mestre ved det store amerikanske full-contact-stævne.
- 1975: Hollandske pionerer rejser til Japan. Jan Plas, Peter van den Hemel og Jan van Looijen tager nye erfaringer med hjem.
Træningscentre, forbund og store turneringer
- 1976: Et hollandsk stævne. Jaap Edenhal i Amsterdam bliver den 31. maj en tidlig scene for hollandsk kickboxing.
- 1977: WAKO bliver stiftet. I Berlin får det internationale forbundsarbejde en ny organisation.
- 1978: De første WAKO-verdensmesterskaber. Den internationale konkurrence vokser videre ud over de enkelte professionelle stævner.
- 1993: Den første K-1 Grand Prix. Branko Cikatić vinder den første udgave af den nye turnering i Tokyo.
- 2002: World MAX får sin første mester. Albert Kraus vinder den første udgave af den store K-1-turnering i vægtklassen op til 70 kilo.
Nye internationale forbindelser og anerkendelse
- 2012: GLORY og It’s Showtime. Den annoncerede overtagelse samler kæmpere og organisatorisk erfaring fra eksisterende kredse.
- 2016 og 2017: En GLORY-titel for kvinder. Tiffany van Soest bliver organisationens første kvindelige mester; Anissa Meksen overtager derefter titlen.
- 2021: WAKO får fuld anerkendelse af IOC. Forbundet når en ny milepæl inden for den olympiske bevægelse.
- 2025: Reglerne ændrer sig fortsat. GLORY offentliggør præciseringer om den korte clinch og vurderingen af slagkraft.
Historien lever videre i hver træning
Kickboxing voksede sig stor takket være mennesker, der ville lære af hinanden. Japanske møder med thaiboksning, amerikanske full-contact-pionerer, hollandske træningscentre og internationale turneringer gav hver især sporten et skub fremad. Deres historier mødes i en moderne træningsform, hvor hænder, ben, timing og samarbejde spiller sammen.
Den vigtigste udvikling er dermed ikke én teknik eller én organisation. Det er den vedvarende forbindelse mellem at erfare og at give videre. En mester viser, hvad der er muligt på højeste niveau; en træner gør den viden brugbar for næste generation.
Den, der ser en kamp eller sin egen træningstime med det blik, får øje på mere. Bag et slag efterfulgt af et low-kick ligger rejser, kampe, aftaler og mange timers træning. Det gør kickboxingens historie til mere end et afsluttet kapitel - det er en fortælling, som hvert træningscenter er med til at skrive videre på.
