Hvis man sammenholder billeder fra UFC 1 med en moderne UFC-udsendelse, ser man ikke kun en anden måde at kæmpe på. Også beklædningen fortæller en historie. I begyndelsen trådte deltagere med meget forskellige kampsportsbaggrunde ind i buret, og det kunne ses på deres outfits. I dag udgør shortsene en genkendelig del af en professionel beklædningspakke. Imellem disse to tidspunkter ligger en udvikling, hvor træningspraksis, kampregler, sponsorer og sportens udtryk flettes sammen.
MMA-bukserne er heller ikke bare blevet kortere, strammere eller mere tekniske med tiden. Løse fightshorts og tætsiddende modeller eksisterer side om side. Forskellen fra begyndelsen ligger især i det målrettede design: Beklædning til en sport, hvor man skal kunne slå, sparke, bryde og bevæge sig på gulvet. Historien om shortsene viser, hvordan MMA voksede fra et møde mellem discipliner til en selvstændig sportskultur.
1993: Ved UFC 1 var kæmperens baggrund synlig
Den første UFC kredsede om et spørgsmål, der kom direkte fra kampsportsverdenen: Hvad sker der, når forskellige stilarter står over for hinanden? Denne opbygning førte ikke kun til forskellige teknikker, men også til forskellig beklædning. Royce Gracie stillede op i en gi. Andre deltagere valgte korte bukser, der passede til deres egen disciplin. Der fandtes endnu ikke et fælles, genkendeligt MMA-outfit.
En gi var i den sammenhæng mere end et visuelt statement. Beklædningen var knyttet til den måde, en deltager havde lært at kæmpe på. For seeren gjorde det kontrasten mellem stilarterne direkte synlig: Her stod ikke en gruppe atleter i samme uniform, men en samling specialister, der medbragte deres egen baggrund.
Derfor er det for enkelt kun at betragte gamle billeder som en særpræget modefase. Beklædningen viser, hvordan sporten stadig var i gang med at finde sin egen form. Et outfit henviste til jiu-jitsu, brydning eller en anden baggrund, mens de fælles krav i mixed martial arts endnu ikke var et selvfølgeligt udgangspunkt for beklædningsdesign.
Også den velkendte beskrivelse af perioden som kamp uden regler kræver nuancer. Kontrasten til den senere regulerede sport var stor, men et fængende slogan er ikke en fuldstændig beskrivelse af kampbetingelserne. Når det gælder beklædningens historie, er det især vigtigt, at den tidlige UFC ikke havde det samme ensartede udtryk, som organisationen senere skulle få.
Fra egen disciplin til en buks til hele kampen
Efterhånden som kæmperne begyndte at forberede sig bredere, blev det også tydeligere, hvad deres tøj skulle kunne. En buks, der er behagelig ved udelukkende stående kamp, fungerer ikke nødvendigvis lige så godt, når man går dybt ned i knæene, griber fat i et ben eller drejer sig om på ryggen til en ny position. MMA samlede disse bevægelser i én kamp og dermed også i ét outfit.
Dermed flyttede opmærksomheden sig fra genkendelighed til anvendelighed. Hvordan sidder buksen, når hoften bøjes? Hvor meget stof er der omkring låret? Hvordan sidder linningen, når modstanderen lægger pres? Sådanne spørgsmål forklarer, hvorfor snittet og lukkemekanismen på en fightshort blev vigtigere end udseendet alene.
Løse shorts med en boardshort-lignende form blev en genkendelig del af MMA-looket. Samtidig forsvandt de korte, tætsiddende modeller ikke. Det er en vigtig forskel fra en historie, hvor hver ny form skulle erstatte den forrige: MMA udviklede flere løsninger til det samme bevægelsesmiljø.
Den mangfoldighed ser man stadig. Den ene atlet vil have lidt videre ben, mens en anden foretrækker mindre løst stof. Etiketten MMA-buks siger derfor mindre end den faktiske konstruktion. Længde, plads omkring hofterne og typen af linning giver tilsammen et bedre billede af buksen.
Konkurrenceregler og beklædningskontrakter er ikke det samme
Professionaliseringen af MMA gik hånd i hånd med udviklingen af tydeligere konkurrenceregler. Et vigtigt øjeblik var udformningen af den ramme, der blev kendt som Unified Rules of Mixed Martial Arts. Udviklingen af den i New Jersey i begyndelsen af 2000'erne hører til den bredere overgang til en reguleret sport.
For beklædning er denne skelnen afgørende. Konkurrenceregler handler om, hvad deltagerne må have på under kampen. En organisations beklædningsaftale handler derudover om, hvem der leverer tøjet, og hvordan tøjsættet ser ud. Det er to forskellige lag, også når man ser dem samtidig under en udsendelse.
En tilladt type buks behøver altså ikke betyde et frit valg af mærke. En arrangør kan foreskrive et bestemt outfit inden for de tilladte beklædningsformer. Omvendt betyder en UFC-tøjkontrakt ikke, at den samme mærkeaftale automatisk gælder for alle andre MMA-organisationer.
Hvis man vil sammenligne tøjregler, skal man derfor se på den pågældende organisation, de gældende kampregler og betingelserne for arrangementet. Et professionelt UFC-outfit er ikke en universel beklædningsregel for al MMA-træning eller alle kampe. Sportens udvikling er bredere end én arrangørs politik.
Fightshorts som kæmperens og mærkets visitkort
Før UFC begyndte at arbejde med et centralt tøjsæt, var shorts en markant del af en kæmpers individuelle præsentation. Mærkenavne, sponsorlogoer, mønstre og farver var med til at afgøre, hvordan man genkendte en person i buret. Buksen var både sportstøj og en synlig plads til et kommercielt budskab.
Det passede til en periode, hvor MMA's identitet også udviklede sig uden for buret. Kampsportsmærker opbyggede et publikum med tøj, der ikke kun blev båret under kampe. Udformningen af fightshorts hørte til i den genkendelige MMA-kultur: nogle gange enkel, andre gange udpræget grafisk.
Ved et par løse shorts er der bogstaveligt talt plads til det. Benene udgør en stor synlig flade, som jævnligt kommer i billedet under udsendelsen. Et mønster eller logo kan gøre et outfit genkendeligt med det samme, uden at det ændrer noget ved de teknikker, kæmperen udfører.
Design og funktion skal derfor også holdes adskilt. Et iøjnefaldende print siger intet om mængden af stretch. En enkel sort model kan sagtens have en gennemtænkt lukning eller sideslids. Historien om MMA-tøj består af begge dele: hvordan buksen fungerer, og hvad den signalerer.
2015: Reebok og overgangen til et centralt tøjsæt
Med indførelsen af UFC's tøjsæt fra Reebok i 2015 ændrede organisationens udtryk sig markant. Hvor individuelle shorts og personlige sponsorlogoer tidligere udgjorde en stor del af billedet, kom der nu en centralt organiseret præsentation. Det var ikke kun et par nye shorts, men en anden måde at klæde atleterne på omkring et arrangement.
For seeren blev UFC dermed visuelt mere samlet. Tøj til officielle lejligheder og tøj til kampen fik en fælles brandidentitet. Outfittet blev fremover tydeligt knyttet til den organisation, som atleten stillede op for.
Denne ændring berørte også buksens rolle som sponsorflade. Med et centralt tøjsæt udfyldes de enkelte dele ikke længere individuelt af kæmperen og et personligt tøjmærke. Det forklarer, hvorfor diskussionen om dette skridt ikke kun handlede om pasform eller design, men også om personlig profilering og sponsorering.
Et konkret tab for en individuel kæmper følger ikke automatisk med. Det kræver separate kontrakter og udtalelser. For tøjets historie er den strukturelle ændring vigtigst: UFC-shortsene blev en del af en organisationsdækkende pakke i stedet for udelukkende at være et individuelt valg.
2021: Venum overtager outfittingen
I 2021 overtog Venum rollen som UFC's tøjsleverandør fra Reebok. Dermed blev mærket bag pakken ændret, men princippet om centralt organiseret outfitting bestod. Kæmperne fik tøj, der blev udviklet som en del af samarbejdet mellem UFC og leverandøren.
Denne pakke handler om mere end bare de korte bukser i buret. UFC skelner mellem tøj til kampugen og Fight Night-kollektionen. Denne skelnen hjælper med at forstå, hvorfor et træningsfoto, en vejning og en kamp kan vise forskelligt tøj, selv om de stadig hører til det samme samarbejde.
Selve shortsen er fortsat den beklædningsgenstand, hvor kampens krav mødes. Låret skal kunne bevæge sig, taljen skal sidde tæt, og udførelsen skal passe til en sport med både stående teknikker og kamp på jorden. Et andet logo på buksen fortæller derfor kun en del af historien.
Leverandørens navn og udviklingen af beklædningsgenstanden følger desuden ikke hinanden fuldstændigt. Løse fightshorts, korte tætsiddende modeller og forskellige benlængder er ikke separate sportsgrene eller historiske trin, der pænt følger efter hinanden. Det er varianter, som kan eksistere side om side i det moderne MMA-miljø.
2024: UFC annoncerer en forlængelse med Venum frem til og med 2029
Den 7. marts 2024 meddelte UFC, at Venum fortsat vil være den eksklusive globale outfittingpartner frem til og med 2029. Den officielle meddelelse bekræfter varigheden af det forlængede samarbejde. Det er altså ikke en konklusion baseret på det tøj, der tilfældigvis kan ses på et nyere foto, men en offentliggjort aftale.
Annoncen beskriver også, hvor omfattende dette samarbejde er. Fight Week Udstyr omfatter tøj til træning og officielle aktiviteter, herunder vejninger og åbne træninger. Fight Night-kollektionen omfatter kampbeklædningen og tøj til indmarchen, såsom hættetrøjer, kasketter og bukser til kæmpere og deres hjørne.
For shortsene nævner UFC blandt andet mikrofibermateriale, taljebåndets konstruktion og sideslidser. Det er konkrete designelementer. De kommercielle beskrivelser af komfort og bevægelsesfrihed i sådan en annoncering er samtidig tøjbranchens præsentationssprog, ikke et bevis på, at enhver sportsudøver oplever alle modeller på samme måde.
Forlængelsen passer ind i udviklingen af UFC som et genkendeligt sportsbrand. Tøjet designes ikke kun til kampen, men er en del af en helhed bestående af officielle aktiviteter, præsentation og fanartikler. Fightshorts er det mest synlige element under kampen, men ikke det eneste produkt.
Hvad ændrede sig i konstruktionen af MMA-shorts?
Ved siden af de store tøjaftaler findes der en mindre iøjnefaldende historie: buksens konstruktion. Det handler ikke om ét år, hvor alt ændrede sig, men om forskellige måder at kombinere plads, pasform og bevægelighed på. Et løst ben, en sideslids og et stretchpanel er forskellige løsninger, selv om de nogle gange sælges under samme betegnelse.
Længde og plads omkring lårene
En længere, løs short har en anden silhuet end en kort model med en høj sideslids. Forskellen ses tydeligt, når knæet løftes. Det er ikke kun længden, der tæller: Også benvidden og placeringen af slidsen afgør, hvordan stoffet falder omkring benet.
Taljebåndet og lukningen
Et bredt elastikbånd, en snor og en lukning med velcro er forskellige måder at få en buks til at sidde tæt på. Det er synlige konstruktionsdetaljer, ikke faste egenskaber, som enhver MMA-model automatisk har. Nogle shorts kombinerer flere løsninger.
Stretch i stoffet eller i et separat panel
En buks kan have stræk i selve materialet eller bruge et separat stretchpanel. Derfor er det ikke nok kun at se på ydersiden for at forstå hele konstruktionen. Et mønster, en glans eller en mat finish siger i sig selv ikke noget om, hvor meget materialet giver sig.
Udviklingen af MMA-shorts kan derfor ikke opsummeres som en overgang fra de dårlige gamle buks til den perfekte nye. Der kom mere målrettede designs, men også flere forskellige modeller. Hvad en sportsudøver foretrækker, afhænger blandt andet af snittet og de bevægelser, som buksen bruges til.
Historien kan ses i forskellige moderne modeller
Også uden for officielt UFC-tøj er forskellige designretninger synlige. En længere, løsere model med store grafiske flader ligger visuelt tæt på den genkendelige fightshortkultur. Et enkelt par shorts med elastisk linning og kortere ben lægger vægten et andet sted. Ingen af delene behøver være en kopi af et specifikt historisk par kampbukser.
Booster Skull viser for eksempel, hvor meget plads et længere par shorts giver til et markant mønster. Hayabusa Hexagon Black har et anderledes udtryk med et mørkt mønster, en mere fladt udseende linningkonstruktion og en lukning foran. Disse forskelle kan vurderes mere konkret på billederne end med generelle termer som professionel eller teknisk.
Ved XPRT Hybrid 2.0 og King Pro Boxing Stormking Basic er det netop den elastiske linning og benenes form, der skiller sig ud. XPRT Hybrid 2.0 er fremstillet i polyester-mikrofiber med stretch. Stormking Basic kombinerer ligeledes stretchmateriale med et elastisk bånd og snørelukning. Det er eksempler på moderne træningstøj, ikke på UFC's officielle tøjaftale.
Det er vigtigt ikke at blande de to verdener sammen. Et par MMA-shorts i en sportsbutik behøver ikke være et UFC-fightkit for at være MMA-træningsbukser. Omvendt gør et UFC-logo på et foto det ikke automatisk til et billede af en officiel UFC-kamp. Træning, konkurrencetøj og fanartikler har berøringspunkter, men er ikke det samme.
Fra stilgenkendelse til en egen MMA-identitet
Den store linje begynder med de synlige forskelle mellem discipliner. I det tidlige UFC kunne tøjet næsten være en introduktion af deltageren: Det var den baggrund, som personen gik ind i kampen med. Efterhånden som MMA fik sin egen træningspraksis, kom der også tøj, der i mindre grad henviste til én oprindelig kampsport.
Derefter blev shortsene bærere af personlig stil, tøjmærker og sponsorlogoer. Med centrale tøjpakkeløsninger ændrede det sig igen: outfittet kom i højere grad til at høre sammen med organisationens præsentation. Skiftet fra Reebok til Venum og den annoncerede forlængelse til og med 2029 passer ind i denne seneste udvikling.
Alligevel ligger det samme praktiske spørgsmål under den brandhistorie: hvordan laver man et par bukser, hvor forskellige former for kamp mødes? Svarene ses i benlængde, sideslidser, linninger, lukninger og stretch. Netop kombinationen af sportsudvikling, design og udtryk gør MMA-shortsene til mere end almindelige korte bukser med et kampsportslogo.
